Selv om antallet af sårede i Irakkrigen stiger hastigt, har Forsvarsministeriet endnu ikke fået besked på, hvor det lægehold, der indgår i Danmarks bidrag, skal sendes hen, og det danske felthospital til 166 mio. kr. ser ud til at være overflødigt - både under og efter krigen. Lægeholdet indgår sammen med ubåden 'Sælen' og korvetten 'Olfert Fischer' i det danske bidrag til krigen mod Saddam Hussein, og i Forsvarets Sundhedstjeneste aner stabslæge Erik Darre ikke, hvor de skal hen: »Lægeholdet af to læger og en sygeplejerske er klar til at tage af sted først i april«, siger Erik Darre til Politiken. »De er frigjort fra deres stilinger og vaccinationsmæssigt er de også klar«. Uvished »Vi ved endnu ikke, hvor holdet skal hen. Vi har sagt, at det kan sættes ind på både et felthospital og på et hospitalsskib, men vi har endnu ikke fået noget svar på, hvor man ønsker at indsætte det«. Derimod ser der slet ikke ud til at blive brug for det næsten spritnye danske felthospital til 166 mio. kr. USA har ikke bedt om det til brug i bag fronten, og i Dansk Røde Kors melder den internationale chef, Anders Ladekarl, også hus forbi: »Røde Kors har her i Europa tre felthospitaler, der kan ryge af sted med 48 timers varsel, men foreløbig har der ikke været brug for dem«, siger Anders Ladekarl. »Efter meldingerne til os er ikke et eneste af de irakiske hospitaler blevet ramt, og de har foreløbig været i stand til at behandle de omkring 4.000 sårede. Det er slet ikke sikkert, felthospitalerne bliver nødvendige. Iraks hospitalsvæsen er veludbygget«. Tidsfaktoren I månederne op til krigen stod et felthospital ikke på USA's ønskeliste, »ellers havde det også været klar«, siger Venstres forsvarspolitiske ordfører Ulrik Kragh. Det betyder til gengæld, at felthospitalet først kan være i eller ved Irak om to-tre måneder. Bl.a. skal alle de 475 læger, kokke og andet personale vaccineres, og der går 60 dage, inden vaccinationerne virker fuldt. Desuden tager det tid at flytte de 40.000 dele til det mobile sygehus, hvis 50 lastbiler, 19 minibusser og diverse andre køretøjer fylder en pæn færge. R: Mystisk Den radikale forsvarsordfører Morten Helveg Petersen kalder situationen »den værste af alle verdener«: »Det er dybt mystisk det her. Jeg forstår forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) sådan, at der slet ikke er råd til at sætte felthospitalet ind under det nuværende forsvarsforlig, der udløber til næste år. Det er højst mystisk, at vi har et moderne felthospital, der for det første har en meget lang forberedelsestid og for det andet koster for meget. I forhandlingerne om næste forsvarsforlig må vi meget nøje analysere, om der virkelig er brug for det. Vi kan da ikke have et hospital, som vi er ude af stand til at bruge«. Ulrik Kragh mener ikke, felthospitalet er en dårlig investering. »Det kan godt være, der ikke er brug for det i denne krig, hvor der er langt færre sårede og kvæstede, end krigsmodstanderne talte om«. »Amerikanerne har ikke bedt om det under forberedelserne til afvæbningen af Saddam Hussein, men kommer de på andre tanker, så må vi jo vurdere situationen konkret. Men generelt synes jeg, felthospitalet er et udmærket element at råde over til de bidrag, Danmark kan blive bedt om. Ingen kender jo forholdene under en ny konflikt«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























