EU holder fast i landbrugsstøtten

2.500 kroner per indbygger i EU. Så meget koster det hvert år i højere priser og skatter, at landmændene i EU tilsammen får 300 milliarder kroner i støtte. Men EU holder fast i, at det er nødvendigt at blive ved med at poste penge i landbruget. Også selvom det går ud over landmændene i verdens ulande, og at USA, Australien, New Zealand og stort set alle udviklingslande mener, at EU's landbrugsstøtte ødelægger konkurrencen på verdensmarkedet. Således er fronterne trukket op, tre uger inden Verdenshandelsorganisationen, WTO, skal nå til enighed om rammerne for, hvordan fremtidens regler for handel med landbrugsvarer skal se ud på verdensplan. WTO's chefforhandler i landbrugsspørgsmål, Stuart Harbinson, fremlagde i sidste måned et kompromisforslag, der skal forsøge at samle de 145 lande i WTO. En aftale i september på WTO's topmøde i Mexico på landbrugsområdet er helt central for organisationens fremtid, blandt andet fordi EU's ulyst til at skære i støtten blokerer for aftaler på en række andre vigtige områder. Kontroversiel ide Harbinsom foreslår, at der skal skæres massivt især i den stærkt konkurrenceforvridende eksportstøtte. I løbet af fem år skal halvdelen af støtten skæres væk, mens resten skal være væk i løbet af 10 år. Ulandene får dog længere tid til at omstille sig. Samtidig foreslår han, at den direkte støtte til landmændene skal halveres i løbet af fem år. Siden da har Harbinson været ude i et sandt stormvejr af kritik fra alle sider. EU mener, at forslaget især vil ramme de europæiske bønder, og peger på, at USA også støtter sit landbrug massivt. Det sker dog ikke i nær samme omfang som EU, og amerikanernes støtte er skruet anderledes sammen, så den ikke er lige så skadelig for verdenshandlen, påpeger seniorforsker på Fødevareøkonomisk Institut, ph.d. Kim Martin Lind. »EU's støtte er den mest konkurrenceforvridende, og den er langt større end USA's«, siger han. Det samme siger fødevareminister Mariann Fischer Boel (V), som dog mener, at EU bør være forsigtige med at skære i landbrugsstøtten, uden at amerikanerne gør det samme, og hun mener, at Harbinsons forslag er for vidtgående. »USA har valgt en anden tilskudsmodel end EU, som ikke kan afkobles. Hvis vi ikke opnår andet end at stille Europa ringere end USA, så saver vi den gren over, vi sidder på«, siger hun. Men amerikanerne er lige så kritiske over for forslaget. Sammen med lande som New Zealand, Australien, Argentina og Brasilien kræver de en total afvikling af eksportstøtten. Udsigt til kompromis Det er slet ikke et dårligt udgangspunkt, siger den tidligere generaldirektør for WTO, Mike Moore. »Harbinsons papir er blevet fordømt fra begge sider. Det burde opmuntre ham. Jeg er optimist af natur, og jeg tror, at det kan lykkes at nå et kompromis«, siger Mike Moore. Men selvom flere EU-lande også er tilhængere af større frihandel, og landbrugsstøtten er en voldsom belastning for EU's budgetter, så er det meget svært for EU for alvor at få taget hul på reelle nedskæringer i støtten. EU's landbrugskommissær har tidligere på året fremlagt et forslag, der går ud på at gøre støtten mindre afhængig af produktionen og dermed mindre konkurrenceforvridende. Men det møder voldsom modstand fra en række lande anført af Frankrig, som er langt den største modtager af EU-tilskud. Og selv om de danske landmænd officielt også er for frihandel, så er de stærkt bekymrede ved udsigten til en hurtig afvikling af støtten. Det skyldes, at de milliarder, EU har pumpet i landbruget, har ført til stigende priser på jord. Hurtig mulighed Hvis støtten falder væk, falder indtægterne og værdien på jorden, men banken skal stadig have sine penge. »Problemet er, at støtten gennem mange år har kapitaliseret sig i jordpriser og ejendomme, så man kan ikke bare afskaffe den, uden at tusindvis af landmænd ville gå fallit. Derfor skal det foregå over lang tid«, siger Kim Martin Lind. Han understreger, at det vil være muligt at omlægge støtten forholdsvis hurtigt, så den ikke længere er så handelsforvridende og skadelig for især ulandene. Den interne uenighed i EU svækker unionens muligheder i de kommende forhandlinger i WTO. Imens er det USA og de andre frihandelslande, der sætter dagsordenen. »EU reagerer altid på andres udspil, hvorimod de har svært ved at komme i offensiven, fordi de har svært ved at blive enige indbyrdes. På flere områder har EU end ikke en officiel holdning, fordi de ikke kan blive enige«, siger Kim Martin Lind.