Klimahjælp på vej til udviklingslande

Penge fra skatteydere skal via vindmøller og vandkraftværker i Indien, Costa Rica og Panama hjælpe Holland til at nå sit CO2-mål under FN's klimaaftale fra Kyoto. Under klimaaftalen er det nemlig tilladt at gøre mindre hjemme, hvis et land køber sig til CO2-besparelser via projekter under FN's Grønne Udviklingsmekanisme (CDM). Efter en træg start ser det nu ud til, at år 2003 kan blive gennembruddet for CDM, der blev opfundet i Kyoto for godt fem år siden. Den danske regering overvejer i disse uger, i hvilket omfang den - som Holland - skal bruge statskroner på CDM-projekter i den tredje verden, og det er en kontroversiel sag. Græsrødder imod kvotekøb Græsrødder og dele af oppositionen mener principielt ikke, at Danmark skal købe sig »CO2-aflad« i udviklingslandene. De ser hellere, at den danske energisektor neddrosler brugen af olie og kul til fordel for energibesparelser, biomasse, vindkraft og andre grønne energiformer. »Hovedparten af indsatsen skal ske som en omstilling af samfundet«, siger John Nordbo, der er koordinator for 92- Gruppen. Et andet stridspunkt bliver, i hvilket omfang den danske stat kan sætte CDM-projekter i gang, efter at VK-regeringen har skåret ned på miljø- og ulandsbistanden. Ånden i Kyotoaftalen er, at hvis en stat skal have godskrevet CO2-gevinster under FN's Grønne Udviklingsmekanisme, så skal der være tale om »additionelle« midler. Altså flere og ikke færre penge. Komplicerede regler Kontorchef Hans Jürgen Stehr fra Energistyrelsen vil ikke kommentere Danmarks konkrete overvejelser, men som valgt formand for bestyrelsen for FN's Grønne Udviklingsmekanisme siger han, at »udgangspunktet var, at industrilandene ikke måtte bruge egentlig ulandsbistand til CDM-projekter«. Imidlertid er de komplicerede regler, der blev fastlagt på et klimamøde i Marokko i 2001, ikke helt entydige. For eksempel nævnes ordet »additionelle« ikke. Heller ikke miljøbistand er defineret, så CDM-bestyrelsen må stole på projektmagerne. »Vi skal ikke undersøge de enkelte landes finanslove«, siger Hans Jürgen Stehr. DI: Naturlig udvikling Derfor er der formentlig ikke juridiske problemer forbundet med, at en del af den danske miljøbistand bliver dirigeret i retning af CDM-projekter, og det er da også, hvad Dansk Industri ønsker. Afsætningspolitisk chef Hans Peter Slente fra Dansk Industri »finder det naturligt, at miljøbistanden bruges til at sætte skub i CDM-systemet«, hvor der stadig er mange usikkerheder. For eksempel har Danmark endnu ikke indgået aftaler med relevante modtagerlande. Første projekter i år CDM-bestyrelsen er i gang med at finpudse de spilleregler, der skal binde i-lande (efterspørgere) og u-lande (udbydere) sammen. Hans Jürgen Stehr lægger vægt på, at spillereglerne på den ene side bliver teknisk og økonomisk overskuelige og på den anden side sikrer reelle, målbare CO2-reduktioner. Et korps af uafhængige 'vurderingsmænd' er ved at blive udpeget, og deres opgave bliver at vurdere og sige god for projekterne. »Jeg regner med, at vi kan godkende de første projekter i år, men det kan selvfølgelig først lade sig gøre at bogføre CO2-gevinsterne, når der er målt besparelser over et stykke tid«, siger Hans Jürgen Stehr. Industrien er med Parallelt med, at staten gør en indsats, så kan de energiselskaber og industrier, der snart får lagt EU-lofter på deres udslip af drivhusgasser, også investere i CDM-projekter. Hans Peter Slente fra Dansk Industri forventer, at CDM bliver stort inden for fem år, »hvis alle anstrenger sig«. Nogle virksomheder vil dog formentlig hellere kaste sig over klimaprojekter i andre industrilande - såkaldt joint implementation. For eksempel satser Elsam på Nordeuropa. Elsam har netop opført Polens største vindmøllepark, der kommer til at skåne atmosfæren for 45.000 ton CO2 plus en del svovl og kvælstofilte. CO2-kvoten tilfalder den danske stat, når der er indgået en landeaftale mellem Danmark og Polen, oplyser Elsam. Danmark har foreløbig indgået aftaler med Slovakiet og Rumænien, og VK- regeringen har sat 130 millioner kroner af til projekter i 2003. En vigtig forskel på projekter i industri- og u-lande er, at projekter i den 3. verden mindsker i-landenes reelle reduktioner i 2008-12. En fordel ved CDM- projekter er, at de er med til at forberede udviklingslandene på eventuelle mål, hvis Kyotoaftalen bliver forlænget til efter 2012.