Videnskabsminister Helge Sander (V) kan bede Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) om at genoptage sagen om Bjørn Lomborg. Helge Sander mener, at UVVU-afgørelsen fra sidste uge, hvor 25 danske forskere stemplede Bjørn Lomborg for letsindig omgang med data, kan ankes til Videnskabsministeriet. Helge Sander vurderer dermed ankemuligheden anderledes end landsdommer og UVVU-formand Hans Henrik Brydensholt. I sidste uge sagde Hans Henrik Brydensholt, at afgørelsen fra UVVU ikke kan appelleres. »Hvis en eller flere parter i sagen finder, at der er begået retlige fejl under sagsbehandlingen i udvalgene, kan de indbringe sagen for Videnskabsministeriet, der er ankeinstans for Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed«, meddeler Helge Sander via sit ministersekretariat. Ministeriet oplyser videre, at Helge Sander derfor ikke kan kommentere den konkrete sag. Begge kan have ret Talrige opringninger til Hans Henrik Brydensholt mandag resulterede kun i kontakt med en telefax, men direktør Jens Morten Hansen fra Forskningstyrelsen mener, at både Helge Sander og Hans Henrik Brydensholt kan have ret. »Ministeren kan se på, om der er begået procedurefejl, men han kan ikke vaske pletten på Bjørn Lomborgs ære af. Hvis ministeren mener, at eventuelle procedurefejl har haft afgørende indflydelse, så kan han bede UVVU genoptage sagen«, siger Jens Morten Hansen. Den nye afgørelse fra UVVU kan eventuelt bringes for Ombudsmanden. Direktør Bjørn Lomborg fra Institut for Miljøvurdering siger, at udtalelsen fra Helge Sander lyder interessant, og at han vil tage en anke til Videnskabsministeriet med i sine overvejelser. 130 underskrifter Striden mellem Helge Sander og Hans Henrik Brydensholt er ikke den eneste oven på sidste uges dom over Bjørn Lomborg. Afgørelsen om brud på god forskningsskik har sat ild i den danske forskningsverden. Knap 130 forskere skrev mandag under på en protest mod UVVU. Underskriverne er utilfredse med den måde, UVVU - dansk forsknings videnskabsetiske vagthund - har afgjort de tre klager mod Bjørn Lomborgs bog 'The Skeptical Environmentalist' på. Forskere: Uacceptabelt Bag aktionen står professor Henrik Lando og professor Nicolai Foss fra Handelshøjskolen i København samt professor på Københavns Universitet, David Lando, der har stillet hjemmeside til rådighed. Henrik Lando oplyser, at også folk, der er lodret uenige med Bjørn Lomborg, har skrevet under. Det gælder for eksempel en ekspert i oliereserver. Kritikken handler udelukkende om UVVU's fremgangsmåde, der kaldes uacceptabel. Kritikerne mener, at UVVU alene refererer en kritik fremsat af Lomborgs modstandere og ikke forklarer for hvert punkt, hvorfor udvalget finder den fremsatte kritik overbevisende. Forskningsstyrelse skal tjekke regler Kritikken fra store dele af Danmarks forskningslandskab er blevet hørt. Allerede i weekenden var Forskningsstyrelsens direktør parat til at se på reglerne bag UVVU, og mandag meddelte Helge Sander, at den er han med på. Helge Sander oplyser, at han har bedt Forskningsstyrelsen om at se på reglerne bag UVVU. »Det gør indtryk, at en række samfundsvidenskabelige forskere på baggrund af klagesagen vedrørende Bjørn Lomborgs bog har rejst en principiel debat om regelgrundlaget for udvalgenes arbejde. De nuværende regler har været gældende i fire år, og i den nuværende situation er det naturligt at sammenholde de indhøstede erfaringer med den aktuelle diskussion omkring videnskabelig metode og praksis inden for de forskellige videnskabelige discipliner«, meddeler Helge Sander. Ude af proportioner Der er imidlertid også forskere, der ikke agter at skrive under på protesten. Professor Niels I. Meyer fra Danmarks Tekniske Universitet mener, at sagen er blæst helt ud af proportion. »Udvalget kunne have valgt at afvise sagen med den begrundelse, at Lomborgs bog ikke er et videnskabeligt bidrag. Det var UVVU øjensynligt også tæt på gøre. Når man alligevel gav sagen en substansbehandling, var hovedbegrundelsen vel, at Lomborg selv har gjort en stor indsats for at fremstille sit bidrag som videnskabeligt«, siger Niels I. Meyer. Fordring på videnskabelig redelighed DTU-professoren mener, at bogen er et forsøg på videnskabelig formidling, og at det fordrer videnskabelig redelighed af en universitetslektor. »Jeg har selv for næsten tre år siden i Ingeniøren påvist en selektiv og ensidig udvælgelse af referencer i Lomborgs forsøg på at bagatellisere drivhuseffekten. En række danske og udenlandske eksperter har fundet lignende selektiv udvælgelse af referencer på andre områder«, siger Niels I. Meyer. Han er dermed enig med UVVU i, at Lomborg ikke har fulgt god videnskabelig skik på en redelig måde: »At den konklusion skulle indebære en fare for videnskabsfolks ytringsfrihed i almindelighed, finder jeg er en fejlslutning. Lomborg er et specialtilfælde og må behandles som et sådant«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























