Udvalg: Lomborgs forskning er 'systematisk ensidig'

Lyt til artiklen

Indholdet i Bjørn Lomborgs bog 'The Skeptical Environmentalist' er i klar strid med normerne for god videnskabelig skik, konkluderer Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Udvalgene vurderer, der i Lomborgs værk er en »systematisk ensidighed i valget af data og i argumentationen«. Desuden lægger udvalgene vægt på, at Lomborg selv har fremstillet værket som et videnskabeligt værk og ikke et debatindlæg. Lomborg afviser Lomborg skriver tirsdag i en udtalelse, at han er overrasket over udvalgets konklusion, og at han finder den 'ubehagelig'. »Men ved at læse hele afgørelsen finder jeg, at den snarere fremstår uforklarlig ved at undlade at forholde sig til klagernes kritikpunkter«, siger Bjørn Lomborg. Lomborg: Klagernes påstande fortsat grundløse Han hæfter sig ved, at udvalget ikke har villet tage stilling til, hvem der har ret i et »fagligt stridsspørgsmål«. Dermed er der ifølge Lomborg ikke kommet en afgørelse på en lang række af de beskyldninger, der offentligt er fremsat mod ham af klagerne. »Derfor står det stadig tilbage, at jeg finder klagernes påstande grundløse«, siger Bjørn Lomborg. Et år undervejs Bjørn Lomborg, der i foråret blev udnævnt til direktør for regeringens nyoprettede Institut for Miljøvurdering, er blevet indklaget for Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed af forskere både fra Danmark og USA. Blandt klagerne er bla. den danske biolog Kåre Fog og den amerikanske professor Stuart Pimm fra Columbia University. Udvalgets behandling af klagen har været knapt et år undervejs. En arbejdsgruppe under Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed blev nedsat, og de har gennemgået et overvældende materiale fra ind- og udland. Global kritik Bogen 'The Skeptical Environmentalist' eller på dansk 'Verdens sande tilstand' gav anledning til massiv omtale i både ind og udland, da den udkom. Bogen fik flotte anmeldelser i både Washington Post, New York Times og The Economist. Efterfølgende blev mange af bogens konklusioner udsat for voldsom kritik fra forskere i flere videnskabelige tidsskrifter. En 'alvorlig fejludgivelse' Blandt andet skrev den anerkendte forsker gennem 30 år, Stephen Schnieder i det videnskabelige tidsskrift Scentific American: »Bjørn Lomborgs bog er publiceret af social science delen af Cambridge University Press... Det er en alvorlig fejl hos et ellers respekteret forlag, at naturvidenskabelige forskere ikke blev inddraget. Lomborg indrømmer: 'Jeg er ikke selv en ekspert i miljøproblemer' - mere sande ord findes ikke i resten af bogen«, skriver Schnieder. To tilfælde af uredelighed Siden Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed fik ny struktur i 1999 har man i årene til og med 2001 konstateret to tilfælde af videnskabelig uredelighed, begge inden for det sundhedsvidenskabelige område. Dertil kommer et antal sager, hvor der er handlet »i strid med god videnskabelig praksis«, som er en mindre alvorlig foreteelse. Alle rapporter om sager, der har været behandlet af Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, er bevidst anonymiseret, så de enkelte forskere ikke risikerer at se deres navne udskreget i den danske offentlighed. I forbindelse med behandlingen af Bjørn Lomborg er der set bort fra anonymiseringen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her