Papirindustrien advarer mod Lomborg

Lyt til artiklen

Danmarks papirindustri advarer regeringen mod at følge et råd fra direktør Bjørn Lomborg, Institut for Miljøvurdering, om at åbne for forbrænding af genbrugspapir. Hvis der bliver kastet mere papir i flammerne, så kan det få danskerne til at sjuske med affaldssorteringen. Genbruget kan også blive ramt, hvis der bliver rift om papir som CO2-frit brændsel, lyder advarslen. Risikerer at underminere branchen Brødrene Hartmann i Lyngby producerer æggebakker af genbrugspapir. Direktør for bæredygtig udvikling Anna Lise Mortensen siger, at forbrænding kan underminere en branche med en milliardomsætning og flere tusinde ansatte. »Takket være en årelang investering i kommunerne og en masse borgere, der gider sortere, har vi i Danmark opbygget et af verdens bedste indsamlingssystemer for papir. Det er latterligt at sætte en branche på spil for en samfundsøkonomisk gevinst på ti millioner kroner«, siger hun med tanke på den gevinst, Institut for Miljøvurdering når frem til med en forbrænding af fem procent af det indsamlede papir. 'Gammeldags, utrolig primitiv og udokumenteret' Administrerende direktør Ole Theilvig fra Dalum Papir mener, at rapporten fra Lomborginstituttet er »gammeldags, utrolig primitiv og udokumenteret«. Ole Theilvig påpeger, at konklusionen fra en debat i Tyskland for en håndfuld år siden var, at genbrug er bedre end forbrænding. En årsag er, at et brændt ton papir bliver til 400 kg aske, der skal på losseplads eller til genbrug. »Markedsøkonomien viser, at Lomborg ikke har ret«, siger Ole Theilvig og påpeger, at genbrugspapiret har gået sin sejrsgang i EU med andele på op til 80 procent for toiletpapir. Det ville ikke være sket, hvis det bedre kunne betale sig at brænde papiret, mener Ole Theilvig, der hellere ser, at Danmark øger genbruget, der halter efter blandt andet Tyskland. Modstridende synspunkter Papirindustrien er ikke ene om kritikken. Institut for Miljøvurdering har haft rapporten i betalt høring (review) to steder: på Landbohøjskolen hos lektor Alex Dubgaard, der er enig i rapportens konklusion. Og på Danmarks Tekniske Universitet hos lektor Henrik Wenzel, der er dybt uenig både i forudsætninger og konklusion. Modsynspunktet fremgår ikke af rapporten. Tendentiøst fravalg »Rapporten er i sig selv kritisabel, men jeg troede i det mindste, at instituttet baserede sit arbejde på god videnskabelig praksis. Når de vælger at se bort fra et review, så er det tendentiøst«, siger Anna Lise Mortensen fra Brødrene Hartmann. Bjørn Lomborg afviser kritikken. Han forklarer, at Henrik Wenzel bruger én metode, livscyklusanalyser, og instituttet en anden, cost-benefit. »Metodediskussionen er vigtig, men hvis vi skulle tage den, så ville det være en helt anden rapport«, siger Bjørn Lomborg, der tager kritikken fra papirindustrien med ro. »Jeg forstår godt, at papirindustrien gerne vil have papiret så billigt som muligt«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her