Sårene efter kuppet helede aldrig

Det skabte en bitterhed, partiet aldrig havde kendt før, da Poul Nyrup Rasmussen i 1992 valgte at stille op til et kampvalg mod den siddende formand, Svend Auken. Og selv om missionen lykkedes - kort efter erobrede partiet regeringsmagten - lykkedes det aldrig at hele de sår, som kuppet mod Auken havde skabt. Jævnlige konflikter Modstanden, som nu ser ud til at vælte Nyrup, har luret i baggrunden hele vejen. Ganske vist kunne ingen i partiet drømme om at vælte formanden, mens han stadig var statsminister. Men trods vedholdende påstande om, at sårene i partiet var helet med årene, dukkede der jævnligt konflikter op, som dokumenterede, at der stadig var noget, der hed en Aukenfløj, og at der stadig var magtfulde folk i partiet, som ikke fuldt ud bakkede deres partiformand op. Uro efter nederlag Og så snart Anders Fogh Rasmussen havde vundet valget for præcis et år siden, begyndte uroen i baglandet at tage til. Forløbet omkring Nyrups fald beviser, at historien aldrig gentager sig. For mens kuppet mod Auken foregik ved højlys dag og for rullende tv-kameraer ved den ekstraordinære kongres i Vejle, så er kampen mod Nyrup mest foregået på de indre linjer og med et langt mere mudret billede af, hvem der holder med hvem. Lykketofts rolle Det mest oplagte eksempel er den nuværende politiske ordfører, Mogens Lykketoft. Han blev betragtet som arkitekten bag opgøret med Auken og var igennem hele Nyrups regeringstid den stærke mand, der sammen med den radikale leder, Marianne Jelved, udstak de store linjer. Men i denne omgang har Lykketoft ikke stået skulder ved skulder med Poul Nyrup Rasmussen - formentlig af to grunde: