Sager om børn behandles forskelligt

Sagsbehandlernes skøn afgør, om børn skal anbringes uden for hjemmet. Der er store forskelle i skønnene fra sagsbehandlere ansat i den samme kommune og fra kommune til kommune. Det viser en ny undersøgelse, som Socialforskningsinstituttet offentliggør onsdag. KL: Betænkeligt »Hvis to sæt forældre med nøjagtig ens problemer går til hver sin sagsbehandler i samme kommune, risikerer de at blive bedømt væsentligt forskelligt«, siger seniorforsker og en af forfatterne bag rapporten Tine Egelund. Det er, ifølge formanden for Kommunernes Landsforenings Socialudvalg, Vagn Ry (S), borgmester i Horsens, »betænkeligt, at der er så stor forskel i metoder og systematik i disse sager«, siger han. Derfor vil han opfordre til, at kommunerne laver politiske mål for området, så der er klarere retningslinjer for sagsbehandlerne, når de vurderer børnesager. Individuelle skøn I undersøgelsen har 38 sagsbehandlere fra 11 kommuner vurderet 10 fiktive, men typiske børnesager. De foreslår vidt forskellige foranstaltninger i de samme sager. »Der må være en hvis variation, fordi afgørelserne hviler på et skøn, men det er et problem, at spredningen er så stor. Et fagligt skøn kræver en faglig ensartethed. Den må vi, ud fra undersøgelsen, konstatere ikke altid findes. Det bliver individuelle skøn«, siger Tine Egelund: »Sagsbehandlerne lægger vægt på de samme fakta, men de tolker dem forskelligt. Det gør de nok blandt andet, fordi den enkelte sagsbehandler lægger mere vægt på erfaringer fra tidligere sager end på viden. Man tænker mere på dengang, man havde en sag om et barn med en alkoholiseret mor, og hvordan det gik, end på den forskning, der viser, hvilke foranstaltninger der faktisk hjælper den slags børn«, siger Tine Egelund. »I værste fald bliver beslutninger om at anbringe børn uden for hjemmet individuelle og erfaringsbaserede frem for udtryk for fælles fagligt fodslag. Rigtig mange medarbejdere sidder alene med disse vanvittigt svære beslutninger«, siger hun. Arbejder alene At mange sagsbehandlere arbejder alene, kan være en af forklaringerne på de meget forskellige vurderinger, medgiver socialrådgivernes næstformand, Laila Walther: »Som undersøgelsen også viser, er mange socialrådgivere ensomme. De arbejder alene. De taler ikke nok om de sager, de behandler og lærer ikke af hinandens fejl og succeser«, siger hun. »Det er en mangel i det sociale arbejde og giver en risiko for, at den faglige standard falder hos den enkelte sagsbehandler. De har ikke en fælles faglig standard, der kan give ens afgørelser«, siger hun. Snak sammen At der er et stort behov for samarbejde og fælles erfaringsudveklsing, er Birthe Nielsen, formand for Forældrelandsforeningen enig i. Forældrelandsforeningen støtter og rådgiver familier med særlige problemer, især anbragte børn. »I alvorlige børnesager dur det ikke, at en enkelt sagsbehandler sidder alene. Der skal være nogle at diskutere problemstillingen med«, siger hun. Derfor mener hun, at sagsbehandlere bør arbejde i team, hvor de kan diskutere sager om anbringelser af børn: »Sagsbehandlere skal være forskellige, men de skal ikke tage forskellige afgørelser. De skal gøre det ud fra faglige hensyn, ikke personlige holdninger«, siger hun.