Per Stig: Dansk advarsel var bedre end amerikansk

Lyt til artiklen

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) afviser, at Danmark modtog advarsler fra USA om mulige terrorangreb i Indonesien. »Jeg kan slet ikke se nogen grund til at antyde, at nogen skulle have glemt noget. Vi har ikke modtaget oplysninger om mulige terrorangreb specifikt om Bali«, sagde Per Stig Møller fredag efter et møde i Folketinget. Godt to uger før weekendens terrorangreb på Bali udsendte den amerikanske ambassade i Indonesien en generel advarsel om, at vesterlændinge skulle holde sig væk fra »barer, restauranter og turistområder« i Indonesien. Årsagen var frygt for terrorangreb. Råd om agtpågivenhed Dagen efter, den amerikanske advarsel blev udsendt, ændrede det danske udenrigsministerium sin rejsevejledning for Indonesien. Men i stedet for at advare mod at opholde sig i turistområder tilrådede Udenrigsministeriet danskere i Indonesien at holde sig orienteret om situationen gennem medierne og »udvise en højere grad af agtpågivenhed«. Per Stig Møller mener, at den danske rejsevejledning var mere dækkende og præcis, selv om den ikke specifikt indeholdt advarsler mod at opholde sig på barer, restauranter og i turistområder. »Den amerikanske advarsel er smallere end den danske. Skærpet agtpågivenhed er bredere end bare at sige: hold dig fra restauranter. Det kunne også være at lade være med at gå til fodboldkamp og stille sig på den europæiske langside. Det står der ikke i den amerikanske rejsevejledning«, sagde Per Stig Møller. Ny forklaring Hidtil har Udenrigsministeriet forklaret, at USA havde fortalt den danske ambassade i Indonesien, at USA's advarsel kun var møntet på området omkring den indonesiske hovedstad Jakarta. En talsmand for den amerikanske ambassade i Indonesien sagde imidlertid til Politiken torsdag, at advarslen var møntet på hele Indonesien. En lignende melding kom tidligere på ugen fra det amerikanske udenrigsministeriums talsmand Richard Boucher. På et pressemøde i Washington sagde han, at USA i gentagne advarsler om Indonesien havde skrevet at »turistområder var og er et potentielt mål«. Specifikke advarsler om Bali Samtidig kommer det nu frem, at flere lande var blevet advaret specifikt mod terrorangreb på Bali. For få dage siden indrømmede den australske premierminister John Howard, at den australske efterretningstjeneste havde modtaget sådanne oplysninger. Fredag indrømmede en talsmand for den britiske premierminister Tony Blair ifølge avisen The Guardian, at de britiske myndigheder kendte til seks terrormål i Indonesien - deriblandt Bali. Udenrigsminister Per Stig Møller beklagede fredag, at Danmark tilsyneladende ikke har fået disse oplysninger til trods for et tæt efterretningssamarbejde mellem de vestlige lande. »Vi kan ikke have, at oplysningerne tilfældigt flyver rundt. EU og de vestlige lande må stå mere sammen. Det arbejde skal gøres bedre«, sagde han. Kritik fra politikere En lang række politikere kræver svar på, hvorfor det danske udenrigsministerium ikke viderebragte den amerikanske advarsel. »Det er dybt kritisabelt, og vi vil diskutere med udenrigsministeren, hvordan vi håndterer sådanne sager i fremtiden. Vi må vide, hvad Danmark har fået at vide«, siger SF's Holger K. Nielsen, der vil tage spørgsmålet op i Udenrigspolitisk Nævn. Samme melding kommer fra den radikale udenrigsordfører, Morten Helveg Petersen. Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Peter Skaarup, kalder sagen pinlig. Torsdag aften opfordrede Udenrigsministeriet alle danskere til øjeblikkeligt at forlade Indonesien.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her