Mennesker med glade tanker kan se frem til et længere liv end dem, der har et mørkt sind. Optimister lever nemlig i gennemsnit 7,5 år længere end sortseere. Det viser amerikansk forskning, som har set på sammenhængen mellem livsindstilling og levetid. Becca Levy fra Yale University's Department of Epidemiology and Public Health mener at have bevist, at den positive livsindstilling har større indflydelse på levetiden end forskellige fysiske forhold - for eksempel rygning eller manglende motion - som højst kan forkorte livet med mellem et og tre år. Det fortæller magasinet Journal of Personality and Social Psychology. 660 personer medvirkede Projektet 'Ohio Longitudinal Study of Aging and Retirement' har i op til 23 år fulgt 660 personer over 50 år og bedt dem erklære sig enige eller uenige i spørgsmål som 'Når man bliver gammel, bliver man ubrugelig'. Svarene har forskerne sammenlignet med dødeligheden hos forsøgspersonerne. Sammenhængen mellem en optimistisk indstilling til alderdommen og levetiden viste sig at være slående. Og den positive effekt af et lyst sind blev ikke påvirket af hverken folks helbred, socioøkonomiske status, grad af ensomhed eller lignende, fastslår forskerholdet. Negative tanker Forskerne hævder, at det omgivende samfund kan være med til at pådutte os nogle negative tanker omkring det at blive gammel. Og det kan være med til at forkorte livet. Derfor er det afgørende at bibeholde en positiv selvopfattelse, selvom rynkerne bliver dybere og hørelsen svagere. Det gælder altså om ikke at lade sig deprimere af appelsinhud, grå hår i næsen eller andre tegn på den menneskelige ældning - så lever man længere.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























