Flertal for åbent EU-udvalg

Lyt til artiklen

Folketinget må følge i EU's fodspor og drøfte forslag til ny EU-lovgivning for åbne døre, foreslår Charlotte Antonsen, europaordfører for Venstre. »Når vi har kæmpet så hårdt for åbenhed i EU, så må vi også være de første, der følger trop«, siger Charlotte Antonsen. Kan svække kontrol Europaudvalgets formand, Claus Larsen-Jensen (S), er imidlertid bange for, at det reelt kan svække den demokratiske kontrol med regeringen og samtidig true danske interesser i EU, hvis Danmark går alene. Venstres forslag er, at de åbne møder i Folketingets Europaudvalg i første omgang begrænses til de sager, der senere skal drøftes for åbne døre i Bruxelles. 'Vigtigt for demokratiet' Hvis det bliver en succes, kan ordningen efterhånden udvides. Men ligesom i EU skal der også i Folketingets udvalg være grænser for åbenheden. »Det er vigtigt for demokratiet, at vælgerne får en åben debat mellem partierne, så de kan se, hvor de har deres parti. Men vi skal ikke regne med, at folk giver sig og indgår kompromis i fuld offentlighed. Det sker bare ikke. Hverken i EU, i Folketinget eller på en arbejdsplads. Derfor må vi tage mellemregningerne og kompromiserne bagefter på et lukket møde«, siger Charlotte Antonsen. S har forbehold Socialdemokratiets ordfører, Henrik Dam Kristensen (S), og især udvalgets formand, Claus Larsen-Jensen, er forbeholdne. Men der tegner sig alligevel et flertal med Dansk Folkeparti og SF. »Det bedste ville være, at europapolitikken blev afgjort i folketingssalen. Men åbne møder i Europaudvalget er en klar forbedring«, fastslår Peter Skaarup (DF). SF's ordfører, Villy Søvndal, er enig. »Studehandler, der strider mod partiernes principper, er et af de væsentlige problemer i dansk EU-politik. Vi er f.eks. enige om at afskaffe støtteordninger, men der gives alligevel køb, hver gang der kommer en ansøgning. Den slags bliver ulige sværere at slippe af sted med, hvis der er en kritisk presse til stede«, siger han. Demokratisk kontrol Europaudvalgets formand advarer dog mod at indføre åbenhed i Danmark, før alle andre har gjort det samme. »Vi kan ikke bare slå dørene op i popularitetsjagtens navn. Der er to afgørende hensyn: Vi må ikke stille Danmark svagere i EU ved, at vi spiller med åbne kort, mens alle andre kan holde deres ind til kroppen. Samtidig må vi ikke svække den demokratiske kontrol med regeringen. Og det gør vi, hvis de danske ministre holder oplysninger tilbage, fordi de ved, at pressen og de andre lande kan lytte med«, siger Claus Larsen-Jensen. Han er i efteråret formand for samarbejdet mellem de nationale parlamenter, og den post vil han bruge til at arbejde for, at der indføres en åben parlamentarisk kontrol med regeringerne i samtlige EU-lande. Hvis det lykkes, vil også Danmark uden betænkeligheder kunne åbne dørene til den demokratiske kontrol med EU, siger Claus Larsen-Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her