Ringe interesse for Grønlands olie

Lyt til artiklen

Den internationale olieindustri giver Grønland en halvkold skulder. Kun et større internationalt olieselskab har reageret på et nyt udbud for havet ud for Vestgrønland, selv om Grønland og Danmark i flere omgange har vedtaget nye og mere lukrative betingelser for efterforskning og produktion af olie og naturgas i det barske nordatlantiske klima. »Vi havde forventet flere ansøgere, men den, der er kommet, er vi glade for«, siger direktør Hans Kristian Schønwandt fra Råstofdirektoratet i Nuuk. Forelagt Fællesrådet Udbudsrunden dækker Vestgrønland mellem breddegraderne 63 og 68 ud for Sisimiut og Nuuk. Den enlige ansøgning vil blive behandlet af Råstofdirektoratet og vil efterfølgende blive forelagt Fællesrådet vedrørende mineralske råstoffer i Grønland. Fællesrådet vil afgive sin anbefaling til den grønlandske og danske regering, som i fællesskab vil tage stilling inden årets udgang. Oplægget fra myndighederne har været, at der kan uddeles licens på maksimum 3.000 kvadratkilometer inden for de to relevante breddegrader. Hvis licensen bliver bevilget, så bliver det med Nunaoil som deltager med en andel på 12,5 procent. Nunaoil, der ejes af Hjemmestyret og Dansk Olie og Naturgas (DONG) i fællesskab, kommer med i konsortiet uden at betale - på samme måde som DONG deltager i mange nyere licenser i den danske del af Nordsøen. Lokkemidler I tidligere udbud har Nunaoils andel været sat til 15 procent, men for at friste den internationale olieindustri til øget aktivitet er andelen reduceret. Nedsat selskabsskat (fra 35 til 30 procent) for olie- og mineralselskaber er et andet lokkemiddel. Administrerende direktør Arne Rosenkrands Larsen fra Nunaoil siger, at det er lidt skuffende, at der ikke er flere olieselskaber, der byder ind. En del selskaber har købt geologiske data og vurderet området grundigt - uden at det har udmøntet sig i en ansøgning. »Men det er vigtigt, at der er kommet en ansøger, så vi kan komme videre med efterforskningsaktiviteterne«, siger Arne Rosenkrands Larsen. Han vurderer, at olieselskaberne er blevet mindre risikovillige gennem de seneste år. Vil de lede efter nye felter, så gør de det typisk i nærheden af påviste forekomster af olie eller naturgas. Det gælder for eksempel for Færøerne, påpeger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her