Dansk regering vildledte Grønland

Den danske regering førte grønlænderne bag lyset, da Grønland ved grundlovsændringen i 1953 overgik fra at være en koloni til at blive en del af det danske rige. En af regeringens egne juridiske rådgivere anbefalede, at den nye grundlov skulle fastslå Grønlands ret til selvstyre. Men daværende statsminister Erik Eriksen (V) forlangte, at det skulle holdes hemmeligt over for det grønlandske landsråd. Vildledningen har stået på i et halvt århundrede og er først blevet afdækket, da den grønlandske selvstyrekommission fik fat i de hemmeligholdte papirer. De viser, at den danske regering skjulte dokumenter af frygt for, at grønlænderne skulle kræve selvstyre. Notat røg i skuffen Under forarbejdet med den nye grundlov bad regeringen tidens to mest fremtrædende statsretseksperter, professorerne Poul Andersen og Alf Ross, om en udtalelse. Men da Alf Ross foreslog, at grundloven skulle fastslå, at Grønland og Færøerne havde ret til selvstyre, blev det for meget for regeringen. Embedsmændene i Grønlandsdepartementet advarede mod konsekvenserne: »For ikke unødigt at stimulere de ganske få, der i Grønland kunne tænkes at nære videregående ønsker i retning af selvstyre, henstilles det, at professor Ross' særudtalelse ikke (med streg under ikke, red.anm.) forelægges eller i det hele nævnes over for landsrådet«, skrev afdelingschef Finn Nielsen i et notat til statsministeren. Ross' indstilling fortiet Erik Eriksen var enig. Han oversendte forslaget til ny grundlov til landsrådet uden ét ord om Alf Ross' indstilling. Men samtidig sendte statsministeren en - personlig og strengt fortrolig - orientering om sagens rette sammenhæng til landshøvding P.H. Lundsteen. Landshøvdingen var nemlig på en og samme tid statens øverste embedsmand i Grønland og formand for landsrådet. 'Bevidst og udspekuleret politik' Venstrefløjspolitikeren Johan Lund Olsen (IA), der i dag er medlem af såvel den grønlandske selvstyrekommission som Landstinget, siger, at Erik Eriksen førte en »bevidst og udspekuleret politik«, der vildledte landsrådet: »Det må efter min opfattelse føre til, at det grønlandske folk i de nærmeste år og i medfør af FN-pagten får mulighed for at tage stilling til tilhørsforholdet til Danmark gennem en folkeafstemning«. Den grønlandske 'regeringschef', landsstyreformand Jonathan Motzfeldt (Siumut) tager sagen mere afslappet: »Det er bundforkert, at man har hemmeligholdt de papirer. Den slags fremmer aldrig tillidsforholdet mellem to folk. Men vi ved godt, at der ikke har været et helt åbent og ligestillet forhold mellem Grønland og Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi får selvstyre, selv om vi er en del af rigsfællesskabet«. Politik - ikke jura Vejen til det fulde selvstyre er efter landsstyreformandens vurdering mere politisk end juridisk: »Jeg vil ikke grave efter sådan nogle papirer. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge dem til, for vi prøver at ordne vort forhold til Danmark ad politisk vej. Jeg vil gerne have forholdet mellem Danmark og Grønland løst politisk. Det er ikke jura, vi snakker om«, siger Jonathan Motzfeldt. Folkeretseksperten Frederik Harhoff, Københavns Universitet, mener, at Alf Ross havde ret i, at FN-pagten gav Grønland en ret til at fastholde fuld selvstændighed som slutresultat. Harhoff mener også, at Ross så rigtigt, da han pegede på, at regeringen med hans løsning bedre kunne undgå kritik i FN, og at det var en mere langsigtet løsning. Kortsigtet løsning »Regeringen lod sig styre af nogle kortsigtede betragtninger, der nu bringer den i klemme. Nu skal regeringen til at bortforklare og undskylde, hvorfor man gjorde, som man gjorde, og bliver nu beskyldt for at have stukket noget under stolen. Det er klart, der blev begået en politisk og taktisk fejl. Det må regeringen tage skraldet for i dag, men det bør ikke føre til, at man kaster sig ud i drastiske hovsaløsninger i forholdet mellem Grønland og Danmark. Man skal tage ved lære af det, der er sket, og sørge for, at der ikke igen bliver stukket noget under stolen«, siger Frederik Harhoff. Professor Hanne Petersen, der har grønlandsk retssociologi som speciale, påpeger, at Grønland havde stået meget stærkere over for Danmark med en grundlovssikret ret til selvstyre: »Det kunne være, at man var nået længere. Man har et meget stærkt argument, når man har en grundlovshjemmel«, siger hun og peger på diskussionen om, hvorvidt Folketinget har ret til at ophæve hjemmestyreordningerne i Grønland og på Færøerne. »Jeg tror, det ville have ændret historiens gang. Det ville være mærkeligt, hvis Grønland ikke havde fået selvstyre tidligere med sådan en bestemmelse i grundloven«, siger Hanne Petersen.