Ikke penge til sårbare børn

»Det er fint nok at kigge vores arbejde efter i sømmene, men det er utopi at tro, at man i hver sag får lavet en grundig paragraf 30-undersøgelse. Det ville kræve dobbelt så mange sagsbehandlere, som vi har i dag«. Sådan siger formanden for faggruppen af kommunalt ansatte på børne- og familieområdet, Susanne Jørgensen, som reaktion på Politikens omtale fredag af en ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet. Virkningsløse foranstaltninger Den viser, at landets sagsbehandlere kun i halvdelen af børnesagerne opfylder servicelovens krav om at lave en grundig undersøgelse af barnets og familiens problemer, så man kan sætte ind med den rette hjælp. Konsekvensen er, at der ofte sættes foranstaltninger i værk, som ingen virkning har. Ikke mindst i alvorlige sager, hvor barnet lider under misbrug i familien, fysisk vold eller seksuelle overgreb. Susanne Jørgensen nikker genkendende til problemet. For det er de sager, som kræver mest arbejde og dermed flest ressourcer. Samtidig kræver de forældrenes velvilje, hvilket sjældent er nemt at opnå. Derfor må man ty til næstbedste løsning. Eller lægge sagen nederst i bunken. Ondt i maven »Hver sagsbehandler sidder i gennemsnit med 65 til 70 sager, som hober sig op på bordet og giver ondt i maven og svedeture om natten. Hvis du kan skrælle en halv meter væk af den to meter høje bunke, så vælger du de sager, der er hurtigt løst«, siger hun. Manglen på ressourcer betyder i hendes øjne, at kommunerne reelt ikke er i stand til at løfte opgaven for socialt udsatte børnefamilier. »Vi arbejder efter det muliges kunst. Det er et ledelses- og ressourceproblem, og derfor er det ærgerligt, at vi får skudt i skoene, at vi ikke er gode nok«, siger Susanne Jørgensen, der er ansat i Gentofte Kommune. 'Regeringens sparekrav er ingen hjælp' Formanden for Kommunernes Landsforenings Socialudvalg, Vagn Rye, er enig i, at der mangler penge på området. Men i lyset af regeringens sparekrav til kommunerne ser det dystert ud, fastslår han. »Det er et område, hvor vi i forvejen har set den største udgiftsstigning inden for de sidste seks til syv år. 20 procent af alle børn er i en eller anden form for hjælpeforanstaltning, og udgifterne forventes at stige med flere milliarder, som ikke ser ud til at blive dækket af staten. Det kan ikke blive ved. Vi kan ikke klare mere«, siger Vagn Rye. Han mener, at kommunerne nu bør nærstudere resultaterne af den forebyggende indsats med henblik på at gøre tingene anderledes for færre midler. For eksempel ved at nedbringe antallet af anbringelser. Smækker kassen i Udmeldingen vækker dybe panderynker i Familieplejen Danmark. »Det er helt sikkert, at mange kommuner smækker kassen i og finder tilbage til tidligere tiders 'hjemme bedst-løsninger', som var meget populære op gennem 80'erne, men blev stoppet i 90'erne, hvor det blev i orden at bruge penge på det gode børneliv. Det er en katastrofe, hvis man vælger, at børn skal blive hjemme for enhver pris. Børn bliver jo ikke anbragt for sjov«, siger lederen Christine Wydojnik. Familieplejen Danmark består af 15 familieplejeforeninger, der anbringer børn for kommuner, der ikke selv kan klare opgaven. For tiden er 3.800 børn anbragt i familiepleje af foreningen.