Kritik af krav til u-lande

Hvis den danske udviklingsbistand fortsat skal gå også til verdens fattigste lande, er regeringen nødt til at skrue ned for ambitionerne og kravene til u-landenes regeringer. Det mener en af Danmarks førende u-lands-eksperter, direktør Poul Engberg-Pedersen fra Center for Udviklingsforskning, som frygter, at Danmark er på vej til at følge den amerikanske model: »De allermest håbløse lande som Afghanistan og Somalia hjælper vi enten med nødhjælp eller med krudt og kugler. Duksedrengene - lande med en god økonomisk udvikling og rimelige menneskerettigheder - får så udviklingsbistanden. Mens den store midtergruppe ender ude i kulden«, siger Poul Engberg-Pedersen. I midtergruppen befinder sig efter hans opfattelse blandt andet lande som Malawi og Eritrea. Begge lande blev med det danske regeringsskifte sløjfet som programsamarbejdslande - lande, hvor Danmark yder en særlig koncentreret indsats efter den såkaldte partnerskabsmodel. Samtidig fik en række andre lande det gule kort og risikerer samme skæbne. VK-regeringens begrundelse er, at der i både Malawi og Eritrea - der begge hører til verdens fattigste lande - i de seneste år er sket tilbageslag med hensyn til demokratisering og menneskerettigheder. »Den danske regering synes at ville bruge menneskerettigheder og demokrati som en facitliste i stedet for et slutmål: Hvis ikke de lever op til vores krav, skruer vi ned for bistanden. Men det er altså en meget lidt effektiv måde at udnytte pengene på. Udvikling kræver nemlig frem for alt kontinuitet og langsigtethed«, siger Poul Engberg-Pedersen. Giv dem lidt tid Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Peter Lodberg, understreger, at hvis Danmark vil hjælpe verdens fattige, så er der ingen vej uden om at give penge til lande, hvor der forekommer korruption og krænkelser af menneskerettighederne. »Det er helt urealistisk at tro, at de fattige lande, vi hjælper, kan leve op til regeringens nye kriterier, hvis man ser på landenes historiske og økonomiske forudsætninger«, siger han og hentyder blandt andet til, at Malawi og Eritrea kun har været demokratier i cirka ti år efter årtier med diktatur. Uden om regeringen Den danske partnerskabsmodel for udviklingsbistand bygger på et tæt samarbejde mellem på den ene side Danida og de danske hjælpeorganisationer og på den anden side u-landenes regeringer. Størstedelen af bistanden gives til hele sektorer, for eksempel sundheds- eller landbrugssektorerne - sektorprogrammer. Ofte er det resortministerierne, der gennemfører projekterne med dansk rådgivning og assistance. Men denne model kan man sagtens opretholde også i lande, hvor regeringerne ikke lever op til de demokratiske idealer, påpeger Vagn Berthelsen, generalsekretær i u-landsorganisationen Ibis: »At støtte gennem sektorprogrammer behøver ikke at betyde, at vi støtter en despot som Mugabe i Zimbabwe eller mildere varianter af samme støbning. Med en fleksibel planlægning kan det sagtens lade sig gøre at kanalisere støtte udenom en regering og ned til lokale myndigheder og organisationer, der arbejder ærligt og meningsfyldt«, siger Vagn Berthelsen. Han advarer regeringen mod at lade den danske strategi om partnerskab og sektorstøtte ende som et teknokratisk ideal uden forbindelse med virkeligheden i u-landene.