Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech blander sig nu i debatten om retsvæsenets begrundelser af domme. Hun efterlyser samtidig en markant udvidelse af domstolenes åbenhed og opfordrer domstolene til at »bevæge sig ud af enevældens skygge«. Domstolene skal gøre sig langt mere umage med sin folkeoplysende funktion: forklaring af dommene. Derfor ønsker hun alle domme i straffesager åbnet for offentligheden. Det samme gælder Højesterets voteringsprotokoller, ligesom doms- og retsbogsudskrifter i straffesager skal åbnes og skrives på en måde, så enhver kan forstå sagernes indhold og dommenes resultat. »Det er utrolig vigtigt i et folkestyre, at borgerne kan forstå, hvorfor en bestemt straf er blevet idømt. Stod det til mig, skelede man til Norge, hvor der er langt større begrundelser og åbne voteringsprotokoller«, siger Birthe Rønn Hornbech. Hård kritik af PFA-dom I Tidsskriftet Lov & Ret rettede strafferetsprofessor Eva Smith forleden en hård kritik mod Østre Landsrets begrundelse af PFA-dommen. »Dommen indeholder så at sige ingen argumentation«, hedder det, ligesom professoren skriver, at mange domme er »affattet lige så intetsigende som denne dom«. Retsplejeloven forpligter ellers domstolene til at begrunde dommene. Justitsminister Lene Espersen (K) ønsker af 'principielle grunde' ikke at kommentere den konkrete sag, men siger alligevel: »Helt generelt kan jeg sige, at jeg anser det for en selvfølge, at domme og kendelser skal begrundes, så man kan se, hvordan retten er nået frem til resultatet, hvilket da også udtrykkeligt fremgår af retsplejeloven«. Ministeren har bedt Retsplejerådet undersøge spørgsmålet om offentliggørelse af retsafgørelser, ligesom Folketinget aktuelt behandler et forslag, der skal åbne domme for pressen, så snart dommen er afsagt. Ikke først når sagen er endt. »Regeringen er som udgangspunkt positivt indstillet over for en videre adgang til aktindsigt i domstolenes afgørelser«, siger hun. Ingen revolution Både Dansk Folkeparti og de radikale er tilhængere af øget åbenhed og bedre begrundelser. »Det er fantastisk vigtigt for forståelsen af retssystemet, at folk kan læse dommens præmisser og sige: Aha, derfor blev dommen sådan«, siger retsordfører Elisabeth Arnold (R). Derimod advarer både advokater og retspræsidenter mod 'revolutioner', som Østre Landsrets præsident Sven Ziegler kalder Rønn Hornbechs forslag. Han ønsker ikke at kommentere PFA-dommen, men påpeger, at længden på de danske domme svarer nogenlunde til det europæiske gennemsnit. »Der er blevet lavet lovgivning på området for nylig. Jeg føler ikke trang til at tage noget initiativ på det punkt. Man skal altid lige sunde sig lidt og se, hvordan det går, når man har gennemført sådanne lovændringer«, siger Sven Ziegler. Advarsel fra Højesteret Præsident for Højesteret Jacques Hermann advarer mod at åbne Højesterets voteringsprotokoller. »Efter min mening er det en god ide at holde voteringer hemmeligt for os selv, så vi åbent kan give udtryk for, hvad vi mener og have en virkelig debat. Det vil blive noget helt andet, hvis man om jeg så må sige skulle gøre det offentligt det hele«, siger Jacques Hermann. Advokatrådets formand Jon Stokholm ligger på samme linje, og forudser, at øget åbenhed blot vil flytte den reelle diskussion væk fra den officielle votering. »Der er to forskellige traditioner, den norske og den danske. Den danske er under god udvikling i disse år for så vidt angår præmisser. Men de danske domme er nok nemmere at arbejde med og i virkeligheden mere oplysende end de norske. For de danske dommere skriver, hvad de har lagt vægt på - ikke hvad man kunne have lagt vægt på. Danske domme er over en bred kam velbegrundede«, siger Jon Stokholm.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























