Læger kritiserer Lundbecks moral

Lyt til artiklen

Medicinalselskabet Lundbeck bevæger sig på grænsen af etisk uansvarlighed. Kritikken kommer fra læger i organisationen Læger uden Grænser, efter at det er kommet frem, at producenten af de såkaldte 'lykkepiller' angiveligt har fået gennemtrumfet et godt fyrre år gammelt lægemiddel, Deanxit, til psykisk syge i den fattige østat Sri Lanka ved hjælp af pression og falske data. 'Hvor er etikken?' »Det er udmærket, at virksomheden nu tager hånd om skandalen. Men hvordan kan sagen overhovedet køre så langt, før der bliver ryddet op? Har virksomheden et etisk sikkerhedsnet, der forhindrer lignende problemer i at dukke op«, spørger Søren Brix Christensen, læge og bestyrelsesformand i Læger uden Grænser. Græsrodsorganisationen fik nys om sagen, da organisationens danske afdeling blev kontaktet af en læge i Sri Lanka, der var usikker på Deanxits virkning. Usandheder Det hele begynder i 1997, da Lundbeck søger om at få godkendt produktet. I sin ansøgning skriver selskabet, at det anvendes til danske patienter, hvilket er usandt. I to omgange afviser Sri Lankas sundhedsmyndigheder Lundbecks ansøgninger. Men det accepterer selskabet ikke. Var ikke til stede I tredje forsøg arrangeres et møde med syv af Sri Lankas førende psykiatere, hvorefter Lundbeck nævner i sin nye ansøgning, at psykiaterne alle står inde for produktet. Men to af dem var slet ikke til stede på mødet. »I en branche, hvor det handler om liv og død, bør virksomheder tage deres etiske ansvar ekstra alvorligt«, siger Søren Brix Christensen. Lundbeck forstår ikke kritikken I Lundbeck kan kommunikationsdirektør Hans Henrik Munch-Jensen ikke forstå kritikken. Lundbeck beklager sagen men mener, at det er virksomhedens agent i Sri Lanka, der har fusket med data. »Det havde da været endnu værre, hvis Lundbecks ledelse havde kendt til problemerne uden at gribe ind. Man kan lave nok så mange etiske retningslinier. Men hvis man er udsat for svindel, hjælper det ikke ret meget«, siger Hans Henrik Munch-Jensen. 'Letkøbt' Det svar mener Læger uden Grænser er »for let«. »Da Lundbeck blev kritiseret sidste år for at deltage i retssagen mod Sydafrikas regering, sagde man også, at det var selskabets lokale agent. Det nytter ikke noget, at højre hånd ikke føler sig ansvarlig for, hvad den venstre laver«, siger Søren Brix Christensen. Lundbeck og Novo kom i offentlig modvind, da selskaberne i fjor deltog i en principiel retssag mod det aidsramte Sydafrika om brud på patentrettigheder. Lundbeck holdt lav profil og lod Novo svare på kritikken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her