Dansk Folkeparti prøver nu at komme VK-regeringens forliste plan om at hæve fartgrænserne på motorvejene til undsætning. Partiet vil i Folketinget fremsætte et beslutningsforslag om generelt at hæve fartgrænserne på motorvejene til 130 kilometer i timen, oplyser trafikordfører Poul Fischer. »Når vi stiller det, må regeringspartierne jo forholde sig til det igen nede i salen. Der er store dele af folketingsgrupperne i de to partier, som er enige i det, og så kan det jo være, at det bliver den generelle holdning igen«, siger Poul Fischer. Trafikordføreren påpeger, at både Venstre og de Konservative støttede et sådan forslag, da Dansk Folkeparti fremsatte det i Folketinget i foråret 2001. Dansk Folkeparti tog onsdag aften på et gruppemøde beslutningen om at sætte forslaget på dagsordenen igen, efter at Venstres folketingsgruppe ikke ville støtte det forslag, som justitsminister Lene Espersen (K) kom med. Motorveje ikke klar til høje hastigheder Venstres folketingsgruppe ønskede, at hastighedsbegrænsningerne skulle hæves til 130 km/t på motorvejene, men motorvejene er ikke alle byggede til så høje hastigheder, og det vil derfor koste et milliardbeløb at gøre dem egnede til de høje hastigheder. Derfor forslog justitsminister Lene Espersen, at det skulle tillades at køre 130 km/t på 15 procent af motorvejene, mens hastighedsgrænserne skulle hæves til 120 km/t på 50 procent af motorvejene. De resterende 35 procent af motorvejene skulle der fortsat køres 110 km/t på. Farten skulle så øges i etaper, efterhånden som motorvejene blev udbygget, så det kunne gøres forsvarligt. Ikke vidtgående nok Forslaget, som var godkendt i regeringen, var ikke vidtgående nok for flertallet i Venstre. »Det tager jeg fuldstændig afslappet. Jeg har altid haft dyb respekt for det arbejde, der foregår i folketingsgrupperne, og det her er jo ikke en sag om regeringens liv eller død«, sagde Anders Fogh Rasmussen, da striden onsdag havde fået regeringen til helt at trække forslaget. »Vi mener det alvorligt, at vi gerne vil have sat hastigheden op til 130 kilometer i timen. Men det skal ske på en måde, så vi er fuldstændig sikre på, at trafiksikkerheden er i orden. En stor del af Venstres gruppe vil have det hele her og nu. Det kan de ikke få, og så kommer der ikke noget forslag«, fastslog statsministeren. Anders Fogh Rasmussen deltog ikke på det gruppemøde, der skulle drøfte lovforslaget fra justitsminister Lene Espersen (K). Overrasket over afvisning Reaktionen efter at Birthe Rønn Hornbech som retsordfører havde fremlagt lovforslaget, var en voldsom modstand fra et flertal i gruppen, og kort tid efter gruppemødet kom et nyhedstelegram fra nyhedsbureauet Ritzau om, at V-gruppen havde afvist forslaget. »Men det var faktisk ikke min konklusion på gruppemødet. Jeg havde opfordret vores ordfører til at tage en ny snak med justitsministeren, men den beslutning blev overhalet af nogen i gruppen, som åbenbart fandt det vigtigt at gå til pressen«, siger Venstres gruppeformand, Christian Mejdahl. Krisemøde på Borgen Nyhedstelegrammet medførte krisemøde i lokalerne bag folketingssalen med statsministeren og justitsministeren og en række embedsmænd. Derefter besluttede regeringen helt at droppe forslaget. »Hvis alle motorveje med det samme skulle gøres klar til at køre 130 km/t, ville det koste et stort milliardbeløb. De penge har regeringen ikke«, sagde Lene Espersen efter krisemødet. Hun mener, at hendes forslag sætter hastigheden op, så meget som det er forsvarligt. Kritik fra Heiselberg Blandt modstanderne i Venstres gruppe var trafikordfører Svend Heiselberg, som onsdag henholdt sig til, at der i regeringsgrundlaget fra november står, at hastighedsgrænsen skal øges til 130 km/t. »Det må være udgangspunktet, og så må man sætte skilte op dér, hvor det ikke er forsvarligt at køre 130«, mener Heiselberg. Skilteskov Men det ville ifølge Lene Espersen betyde en ren »skilteskov« i det danske landskab - samt udgifter på et trecifret millionbeløb til skiltning. Svend Heiselberg anerkender grundlæggende heller ikke den vurdering af trafiksikkerheden, som Justitsministeriet har udarbejdet i samarbejde med Vejdirektoratet. »Jeg mener, at der kan køres 130 km/t på langt flere strækninger, og det er også de oplysninger, vi tidligere har fået fra Vejdirektoratet«, siger Heiselberg. Birthe Rønn Hornbech vil ikke kommentere debatten på »et lukket gruppemøde«. »Men jeg er helt enig i ministerens vurdering af trafiksikkerheden. Hvis jeg var justitsminister, ville jeg have handlet helt på samme måde«, siger Rønn Hornbech. Konservativ beklagelse De konservative beklager Venstres beslutning. »Dermed er muligheden for højere fart på motorvejene nok udskudt i lang tid. En hastighedsforøgelse til 130 km/t nogle steder og 120 km/t mange steder er bedre end ingenting. Nu må vi indstille os på 110 km/t i et godt stykke tid, og det ærgrer mig«, siger retsordfører Helge Adam Møller (K). Justitsministerens forkastede lovforslag indeholder også en række forslag til forbedret trafiksikkerhed. Blandt andet en markant forhøjelse af fartbøder, øget politikontrol på motorvejene og en udvidelse af prøvetiden på kørekort fra to til tre år for nye bilister.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Christian Jensen
Trump fortjener den største af alle skamstøtter, og den er heldigvis netop blevet rejst
Forsker: Man kunne også bare sige til forældre, der får afslag, at det også handler om økonomi
Lyt til artiklenLæst op af Kirsten Nilsson
00:00




























