Høj pris bag tomme senge

Lyt til artiklen

Rigshospitalet skal ikke regne med, at patienter med dårligt hjerte fra Frederiksborg Amt vil flå aviserne ud af brevkassen i morgen for at studere annoncerne om ledige operationsstuer midt i København. I hvert fald får de ikke sundhedsdirektør Sten B. Christensens opbakning eller amtets midler med. »Vi har fravalgt at lade vores hjertepatienter behandle på Rigshospitalet, og i stedet sender vi dem nu til henholdsvis privathospitalet Hamlet og til Københavns Amts sygehus i Gentofte. Vi flyttede dem på grund af for lang ventetid på Rigshospitalet, men siden har vi opdaget, at prisen er billigere de nye steder og kvaliteten helt i top«, siger sundhedsdirektøren, som flyttede den sidste ladning patienter ved indgangen til 2002. Frederiksborg Amt har sparet mellem fem og 10 millioner kroner på at lade de lokale hjerter behandle på andre hospitaler, og det svarer ifølge sundhedsdirektøren til fem-ti procent af den samlede regning for hjerteoperationer uden for amtet. På Rigshospitalet går hjertecentret offensivt i gang med at skaffe sig nye kunder, fordi landets øvrige amter ifølge centerchef Henrik Eriksen ikke er særlig flittige og flinke til at lade patienterne udnytte det frie sygehusvalg og sende dem til Rigshospitalet. »Der er stadig mennesker med behov for behandling for dårligt hjerte, og de korte ventetider på Rigshospitalet burde udnyttes af andre amter til at sænke den generelle ventetid«, siger Henrik Eriksen, som også finder, at de praktiserende læger kunne være bedre til at henvise hjertesyge til Rigshospitalet. »Hus forbi«, konstaterer Jørgen Lassen, formand for Praktiserende Lægers Organisation, med den begrundelse, at de praktiserende læger ikke sender folk direkte på specialafdelinger som Rigshospitalet. »Vi kan kun henvise til almindelige hjerteafdelinger, og de henviser så videre til sygehuse med landsdelsfunktioner som Rigshospitalet i tilfælde af, at sygdommen og indgrebet er særlig kompliceret«, siger Jørgen Lassen. Heller ikke sundhedsprofessor Kjeld Møller Pedersen, der er formand for regeringens Rådgivende Sundhedsudvalg, kan manifestere den helt store medlidenhed med Rigshospitalets mangel på patienter. »Jeg undrer mig en smule over Rigshospitalets nødskrig - det skal i gåseøjne - for der er jo tale om et positivt problem. Overkapacitet i et sygehusvæsen med stort behandlingsbehov og ventelister mange andre steder burde få Rigshospitalet til at se indad og vurdere, om ikke pengene skulle flyttes til andre områder. Eller om de tomme operationsstuer ikke kan bruges til at hjælpe mennesker, som står i kø til andre former for operationer. Hvad med knæ og hofter«, spørger han, der heller ikke er i tvivl om, at optrapningen af hjerteoperationer som led i regeringens hjerteplan har sin del af æren for de den ledige kapacitet. »Endelig agerer sygehusene - altså også Rigshospitalet - i et marked, hvor pris og kvalitet hele tiden bedømmes af kunderne. Måske er pris og kvalitet ikke konkurrencedygtige på Rigshospitalet, men den forklaring må de jo selv efterprøve«, siger Kjeld Møller Pedersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her