Medicin til rige i stærke familier

I snart fem år har det været muligt at hjælpe demente med medicin, hvis diagnosen stilles meget tidligt i demensforløbet. Men medicinen går ikke altid til dem, der har mest brug for det. De veluddannede og de, der har resursestærke, velorienterede og ihærdige pårørende i ryggen, kommer tidligst i behandling og får dermed først del i medicinen, siger to demensspecialister til Politiken. »Når vi ser hvem, der kommer hurtigt i behandling og hvem, der får mulighed for at blive hjulpet af den nye medicin, tyder noget på, at der er en skæv udvikling. Flere steder kalder man de nye præparater til demente for 'de riges medicin', og det er der nok en hel del rigtigt i«, siger overlæge Marcus Fink, Vejle Amts gerontopsykiatriske team. Tydelig tendens Marcus Fink har lavet en slags social grovsortering af cirka 180 demente fra sit eget distrikt i den sydlige del af Vejle Amt. Der er ikke tale om en regelret, videnskabelig undersøgelse, snarere en pejling af tendenserne i en patientgruppe. Men de var til gengæld meget tydelige, fortæller Marcus Fink. »Jo højere uddannelses- og socialt niveau man havde, jo nemmere adgang til hurtig udredning af sygdommen og medicinering havde man haft. For at sige det lige ud, så har jeg haft flere bankdirektører i behandling end arbejdsmænd, og det generer mig faktisk - selv om jeg naturligvis intet har imod at behandle de rige. Men der er altså flere arbejdsmænd end bankdirektører, der er demente«, siger Marcus Fink. Marcus Fink mener, at de veluddannede og socialt velstillede demente ofte har et langt stærkere bagland af pårørende, der kan slås for deres sag. Familiemedlemmer, typisk ægtefæller, der gør en aktiv indsats over for lægerne og systemet for deres nære. Derfor kommer disse demente ofte tidligere i behandling end andre og får dermed adgang til den medicin, der netop kun er rigtigt effektiv over for tidligt diagnosticeret demens. Vigtig sag »Det er uhyre vigtigt, at der spredes mere viden og oplysning om demens, så vi kan få flere i behandling, før det er for sent for dem. Og så bør vi opfordre kommunerne til at være opmærksomme på, at den mulighed for forebyggende hjemmebesøg til alle over 75 år, der nu er kommet, kan bruges til at være mere opmærksom på de første tegn på begyndende demens. Men det kræver naturligvis, at personalet - det kan være hjemmesygeplejersker eller andre - er uddannet til at foretage disse observationer«, siger Marcus Fink. Lise Lauritzen er overlæge på Psykiatrisk Sygehus i Hillerød - placeret midt i Danmarks rigeste region, Frederiksborg Amt. Hun nikker genkendende til de problemer, Markus Fink rejser. Svær diagnose »Der er formentlig en skæv adgang til tidlig diagnosticering og dermed til tidlig medicinering af demens. Jeg tror bare ikke, at det handler så meget om familiens og de pårørendes økonomiske niveau som om deres viden om disse emner. Nogle grupper af mennesker er dårligt informerede om sygdommen og dens behandlingsmuligheder, og derfor søger de ikke hjælp. Andre læser alt om demens i aviserne eller på internettet, og så går de direkte til lægen med deres viden og kræver at få deres pårørende sat i behandling. Derfor ser vi, at der er en vis skævhed i, hvem der får medicinen«, siger Lise Lauritzen. Både Markus Fink og Lise Lauritzen peger på, at demens adskiller sig fra 'almindelige' sygdomme ved, at patienten ikke selv erkender sin sygdom. Ofte står både den demente og de pårørende på usikker grund - fordi de ikke ved nok om sygdommen. Og demens er faktisk den sværeste af alle psykiatriske diagnoser at stille, fremhæver Lise Lauritzen. »Folk siger: Jeg er ved at blive gammel. Der er ingen, der siger, 'jeg er ved at blive dement'. Skal jeg give et enkelt bud på, hvad man bør være opmærksom på hos både sig selv og hos sine nære, er det at bemærke, hvorledes hukommelsen fungerer. Er man 70 år skal hukommelsen være i orden. Er den ikke det, så kan det være et tegn på begyndende demens«, siger Lise Lauritzen.