Kramer mod Kramer

Paraplyerne er forbløffende få, vejret taget i betragtning. To et halvt tusinde københavnske skoleelever blæser regnen en lang march og lader hår og tøj gennembløde for den gode sag under mandagens demonstration mod skoleforfald i alle afskygninger. Slut med strejke Aktionen slutter en ugelang strejke på 12 kommunale skoler, og effekten er til at få øje på gennem dråberne. Som de ringe, der tegner sig i gadens pytter, har protesten bredt sig, så hoben af bannersvingende elever i dag er ti gange større end ved den første demonstration tirsdag i sidste uge. »Vi har bevist, at vi kan få hele Danmarks opmærksomhed - vist hele Danmark at vi ikke giver op. Men politikerne skal ikke tro, at det er slut«, råber formand for Danmarks Elevorganisation Thue Quist Thomasen og fortsætter: »Hvis ikke vores krav bliver opfyldt, strejker vi igen. Hvis vi var under arbejdsmiljøloven, ville fire ud af fem skoler blive lukket. Hvorfor lever Københavns Kommune ikke op til sit ansvar?«. Lidt i klemme Vild jubel. Også folketingsmedlem for Enhedslisten Pernille Rosenkrantz sætter spørgsmålstegn ved den kommunale præstation. »Siden 1996 har Jens Kramer Mikkelsen taget to procent fra skoleområdet hvert år. Og hvert år har han brystet sig af overskud på bundlinien. Men hvad hjælper det, når skolerne forfalder«, spørger hun. Endnu vildere jubel. Men blandt de kampråbende elever står en enkelt med blandede følelser. Vist duer det ikke med svamp i væggene og lasede bøger, men bannerne med Kramer i flammer kunne hun godt være foruden. »Ikke så fedt« »Det er godt og sjovt at demonstrere, men når nogen har skrevet noget om min far, er det ikke så fedt«, siger Anna Kramer Mikkelsen, overborgmesterens 13-årige datter. »Så tænker jeg: De kender ham jo ikke engang. Nogle af dem havde også stavet hans navn forkert - med to m'er«. Sammen med 6.u på Husum Skole er Anna inviteret op på fars kontor efter demonstrationen. Børnene breder sig i stolene, mens de lader store, nysgerrige øjne vandre op og ned ad silketapetet i overborgmesterens mødesal. At vælge Kramer Mikkelsen - Jens - vil gerne høre, hvad eleverne finder mest presserende at gøre noget ved. Så forklarer den tidligere skolelærer, hvordan politikerne er nødt til at prioritere pengene i den kommunale kasse, der jo ikke er bundløs. »Det fungerer, ligesom når I er nødt til at vælge mellem tre biografbilletter og en cd«, eksemplificerer han. Skoletime Anna husker sin far på, at det altså ikke er en skoletime. Det ved han godt, men han griber alligevel til whiteboarded, hvor han illustrerer magthierarkiet med Folketing, kommune, udvalg, den enkelte skole og elevrådet. »Og de er hamrende gode, for her kan I selv gøre en forskel. I bestemmer mindre end Folketinget, men I kan gøre noget - og det har I også gjort i denne uge«. Børnene nikker, og Anna fortæller: »Han sagde ikke rigtig noget, da jeg kom hjem og fortalte, at vi ville strejke. Han forstår godt, at vi gør det. Men min mor synes, det var sådan lidt - at jeg skulle demonstrere mod min far«. Vil ikke være politiker Datteren sidder allerede som elevrådsrepræsentant for sin klasse. »Men jeg skal ikke være politiker. Jeg gider godt skolepolitik, men ikke sådan noget stort noget som herinde«, siger hun og kigger op på de gigantiske lysekroner i loftet. Voksne Kramer viser rundt på rådhuset, og eleverne fortaber sig fuldstændig i balkonen, hvor EM-guldvinderne og håndboldpigerne hoppede, baldakinen hvor dronningen har siddet og portrætterne af gamle borgmestre. Kun de regnvåde plamager på deres skuldre vidner om formiddagens demonstration.