Fanø kæmper for sin færge

Til langt op i 1960'erne var der en anmærkning i Fanøfærgens fartplan om uledsagede slagtekøer: Hver enkelt slagteko måtte, for at det ikke skulle slå bunden helt ud af kvægavlernes økonomi, tage sin sidste rejse til slagteriet uden en landmand at holde i kloven. På en tåget torsdag formiddag i januar 2002 er der ingen køer blandt de 40-50 rejsende, men der står et lidt ubegrundet og splinternyt sofabord midt på det forblæste cykeldæk. Hvid melamin med bøgekant. Ikke noget dyrt bord, men hvis den unge mand, der skal have det op i sin lejlighed på Fanø, skulle have haft en bil med over til fastlandet og retur for at hente sit nye møbel, ville det være blevet 210 kr. dyrere i vinterpriser bare for transporten. Derfor taster han og vennerne flittigt på mobiltelefon under den 12 minutter lange færgefærd hjem til Vadehavsøen: Er der lige én eller anden, der gider komme ned til færgelejet og hjælpe med at få et bord kørt hjem? På den måde skal alle Fanøs 3.300 beboere afstemme de fleste større indkøb og beslutninger nøje med de tre motorfærger mellem Esbjerg og Fanø. Det er gået glimrende hidtil, men efter de sidste års prisstigninger og især efter de seneste ugers usikkerhed om opsplitning af det statsejede rederi Scandlines, er de ellers stormfaste fannikker begyndt at svaje: Hvor længe bliver de færger ved med at gå, både til priser, der kan betales og på urentable ydertider - som for eksempel den daglige afgang 4.55 fra Esbjerg, eller hvad med den gudsforladte 00.30 fra Nordby en aften midt i januar? Stormøde på skolen Alene tanken om, at staten, der sammen med Deutsche Bahn driver Scandlines, kunne finde på at sælge Fanøfærgeriet fra, har fået Fanø til at reagere: I tirsdags samledes 160 øboere til møde i Nordby skoles kantine for at grundlægge Foreningen Fanøfærgeriet, og det kan godt være, at ruten er lille i Scandlines-sammenhænge, men øboernes planer er store: De vil købe forbindelsen og sætte hele herligheden på folkeaktier. Scandlines har ganske vist ikke sat færgeforbindelsen til salg, men alene frygten for, at den skal opkøbes af udenlandske ejere med rent økonomiske interesser, kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på øboerne. Derfor har de rejst sig mod de store: 100 mio. kr. sjusser de sig til, at prisen vil blive - og de forestiller sig selv at indsamle 30-40 mio. kr. En campingejer har forpligtet sig til at give en kvart million, andre private har givet tilsagn om 10.000 kr., mens erhvervslivet vinker med mere massive beløb. Foreløbig er det nu ikke kontanter, men forberedelser, der er brug for, og derfor har op mod 200 mennesker, heraf 30-40 sommerhusejere, allerede betalt 100 kr. i medlemskab til Foreningen Fanøfærgeriet. På gaden, på havnen, på rådhuset er der enighed: Den, der har færgen, bestemmer øens udvikling, og uden en ordentlig forbindelse dør Fanø. Derfor det private initiativ med at »få foden på eget dæk«, som en af initiativtagerne, ejendomsmægler og sommerhusudlejer Marius Nielsen, siger. Selvstændighed »Hvis ikke der er ordentlige forbindelser til fastlandet, kan vi gøre så meget, vi vil herovre - så er der ingen, der vil investere eller bo her«, siger Marius Nielsen, der nu er valgt ind i byrådet for Venstre og derfor med base fra det aflange rådhus i øens gamle skole fortsætter sin »kamp for selvstændighed«. Sådan udtrykker han det med en direkte henvisning til dengang, Fanø i 1741 købte sig fri fra kongen. »Det gav øen et løft, og det vil det her også gøre«, mener Marius Nielsen. Øboer vil være parate Den oprindelige initiativtager til hele projektet, geolog Peter Willumsen fra Nordby, er godt klar over, at projektet kan lyde umuligt. »Men da vi mener, at der er grund til at tro, at rederiet bliver opsplittet, og at regeringen vil privatisere, vil vi gerne være på plads med økonomi og aktieselskab og det hele, inden vi risikerer, at et selskab uden interesse for øen i øvrigt opkøber og skærer alle de dårlige afgange fra. Det vil være et kvælertag på øen, og det har vi ikke råd til at lade ske«, siger Peter Willumsen. Hvordan det fanøske aktieselskab skal opbygges, og om der for eksempel skal være grænser for, hvor meget en enkelt aktionær må eje, er endnu uklart, og den usikkerhed har fået Fanøs borgmester til at vælge andre veje. Han har fået Scandlines' ord for, at færgeoverfarten, uanset hvad der sker, vil holde den nuværende fartplan og følge den løbende prisudvikling tre år frem. Derudover håber borgmesteren på at forhandle sig til, at Fanø kan »få førstefødselsretten« til forbindelsen, hvis staten sælger Scandlines. »Jeg er enig med Foreningen Fanøfærgeriet i, at færgen betyder liv eller død for en ø som Fanø, men forestiller foreningen sig, at Fanø Kommune skal investere betydelige beløb i det her - så skal Fanø Kommune også have den afgørende indflydelse« understreger borgmester Kjeld Nielsen (K), der heller ikke kan se, at andre end kommunen vil kunne navigere igennem det hav af særinteresser i færgen, som cyklister, sommerhusejere, erhvervsdrivende, pensionister og sågar sofabordsejere udgør. Foreningen Fanøfærgeriet skal besejle et farvand, der kan tage sig endnu mere usigtbart ud end selv de lavvandede revler ud for Fanø en tåget torsdag.