Arvingerne vandt, mens finderen af en formue står tilbage med en stor gæld, efter at retten i Aalborg torsdag afgjorde en strid om 26.000 amerikanske dollar svarende til godt 200.000 kroner. De mange penge fandt en husejer for to år siden i et hemmeligt rum i sin kælder. Men pengene tilhører ikke ham, fastslog retten og bestemte, at de retmæssige ejere er arvingerne efter den tidligere ejer af huset. 'For ringe' »Det er for ringe«, lyder den bitre kommentar fra musikeren Tom Hovaldt, der spiller fagot i Aalborg Symfoniorkester. I to år har han kæmpet for retten til de penge, han fandt. Han havde regnet med at få mindst en tredjedel af formuen, men må nøjes med ti procent i findeløn. Halvdelen af findelønnen skal han sikkert af med i skat. Så den dækker kun hans hidtidige udgifter til retssagen. Dertil kommer 50.000 kroner til salær til modpartens og hans egen advokat. »Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at fordi jeg stillede en reol til 150 kroner op i kælderen, at jeg så skulle komme til at skylde 50.000 kroner«, siger Tom Hovaldt. Hemmeligt rum For at få plads til reolen fjernede han et vægskab og fandt en lem ind til et hemmeligt rum. Da han med besvær fik lemmen op, stirrede han ind i et lille rum, hvor der lå en nedkastningscontainer, som de kendes fra Anden Verdenskrig. Han var bange for, at der kunne ligge sprængstof derinde - for den tidligere ejer havde været en aktiv modstandsmand. Så Hovaldt tilkaldte politiet. Politiet hapsede pengene Derfor var ordensmagten til stede og lagde sin kolde hånd på de mange penge, som dukkede frem sammen med en maskinpistol fra krigens tid, da containeren blev åbnet. Og så begyndte slagsmålet om ejendomsretten. Tom Hovaldt havde købt huset i 1985 af dødsboet efter Aage Munkholm og hustru. Nu gjorde arvingerne krav på formuen, mens Hovaldt påpegede, at han havde købt huset som beset, og at pengene måtte være hans. Uklart hvor pengene kommer fra Det er uvist, hvor pengene stammer fra. Den senere DKP-formand Knud Jespersen var svigersøn til Aage Munkholm og kom ofte i huset. Det lille rum i kælderen blev brugt til at skjule hemmelige DKP-papirer. Hovaldt søgte i retten at bevise, at pengene var illegale overførsler fra Moskva til de danske kommunister. I så fald ville de tilfalde staten som 'herreløse', og så kunne Hovaldt få en tredjedel. Men retten så bort fra spørgsmålet om, hvor pengene kommer fra, og fastslog i stedet, at de tilhørte Aage Munkholm, fordi han havde anbragt dem i kælderen. Overvejer anke Tom Hovaldt har endnu ikke afgjort, om han vil anke afgørelsen til landsretten med risiko for at tabe igen og få en endnu større efterregning. Han har for et par uger siden fået konstateret kræft i spiserøret og skal begynde strålebehandling efter nytår. »Jeg vil ikke ofre så mange flere tanker på sagen om pengene. Nu er det helbredet, det drejer sig om. Men det ærgrer mig da, hvis jeg skal ud og låne, fordi jeg fandt nogle penge nede i kælderen«, siger Tom Hovaldt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























