Rangliste ansporer dårlige, britiske skoler

Der er både plusser og minusser ved at offentliggøre eksamensresultater, viser erfaringerne fra Storbritannien, som har 15 års erfaring med ranglister over skolerne. Fordelen er, at svagere skoler bliver inspireret til at forbedre sig. Svagheden er, at eksamensresultatet ikke siger meget om undervisningens kvalitet på den enkelte skole. Det britiske undervisningsministerium offentliggør eksamensresultaterne for omkring 23.000 statslige og private skoler i England. Ministeriet laver ikke en decideret rangliste ud fra eksamensresultaterne, men det gør medierne. »Jeg kan godt se, at der kan være en fare for, at forældrene deler skolerne i A- og B-hold. Men vi ser på det som en stimulans til de dårligere skoler om at forbedre sig«, siger Undervisningsministeriets informationschef, Roy Bacon. Ministeriet holder særligt øje med skoler, der har problemer, selv om de enkelte statsskolers drift påhviler kommunerne. Det er også kommunerne, som kan udskifte de ringeste skolers ledelse eller skaffe en skole konsulenthjælp udefra. Belønning Undervisningsministeriet belønner de 100 problemskoler, der forbedrer sig mest inden for et år, ved at sætte dem på en særlig liste. For Storbritanniens største lærerforening, National Union of Teachers, er det naturligt, at skolernes eksamensresultater er offentlige: »Det er da helt i orden, for det er jo offentligheden, der betaler for skolerne«, siger informationschef Olive Forsythe. Lærere: Ok for kontrol Lærerforeningen er heller ikke modstander af kvalitetskontrol af skolerne. Men den nærer store betænkeligheder ved den rangliste, der bliver udarbejdet på grundlag af karaktererne, fordi de ikke siger noget om skolernes vidt forskellige forhold. »Når man ser på hele landet, ligger de private skoler øverst, derefter udvalgte statsskoler og specialskoler, der får ekstra penge. Og så kommer de almindelige folkeskoler. Man bør i stedet se på, hvilke forhold skolen arbejder under«, siger Olive Forsythe og uddyber: »Man kan ikke sammenligne en skole i et område, hvor der er store sociale problemer, for eksempel i en fattig del af London eller i industribyer med stor arbejdsløshed, med en privatskole, hvor forældrene betaler op til 250.000 kroner om året for hver elev. Statsskolen har måske en klassekvotient på 30 og mangler ressourcer og støtte, mens der er 12 i hver klasse i privatskolen«. Mere sofistikeret Olive Forsythe taler for, at der bliver udarbejdet en mere sofistikeret rangliste, som blandt andet tager hensyn til, hvilket niveau den enkelte elev er startet på, og hvad skolen har bibragt eleven i mellemtiden. Hun nævner som eksempel, at eksamens-ranglisten ikke tager hensyn til, om en skole har mange elever, der har engelsk som andet sprog. De vil naturligvis have sværere ved at opnå høje resultater. Olive Forsythe peger på, at de omfattende kvalitetsrapporter, der udarbejdes hvert fjerde år over alle statsskoler, fortæller meget mere om undervisningens bredde på den enkelte skole. Det er også disse kvalitetsrapporter, som kommunerne kikker grundigt i. En dårlig rapport tyder på en dårlig skoleledelse, og det kan give fyreseddel til både skoleinspektør og viceinspektør. »Vi lever med eksamens-ranglisten, men vi kan ikke lide den. Skal man lave resultatliste over skolerne, bør den være meget mere nuanceret. Derfor er de omfattende kvalitetsrapporter vigtigere«, konkluderer lærerforeningens informationschef.