Danske naziofre får sidst

400 tidligere danske koncentrationslejrfanger bliver nogle af de sidste, der får erstatning for deres lidelser under Hitlerstyret. De 150 danske jøder, der har søgt om erstatning, får de kommende dage besked på at skrive deres ansøgninger om igen. De 250 andre danske koncentrationslejrfanger må foreløbig vente, fordi IOM (International Organisation of Migration) er håbløst bagud med arbejdet. De kan dog også risikere at første behandling af deres ansøgninger ender med, at de skal skrives om. »Ingen af de berettigede danske ansøgere behøver være bekymret for, om vedkommende nu også får erstatning«, siger Kai Hennig fra Stiftung Erinnerung, Ver-antwortung und Zukunft. »De betragtes alle sammen som afleveret rettidigt. Det kan højst blive et teknisk spørgsmål om ansøgningernes udformning, og det håber vi at kunne løse de kommende uger«. 1,5 mio. overlevende Den tyske stat og erhvervsliv oprettede ved en lov fra 30. maj i år en fond på 10 mia. D-mark (cirka 38,3 mia. kr.) til de formentlig 1,5 millioner overlevende koncentrationslejrfanger og tvangsarbejdere under nazismen. Fonden administreres af Stiftung Erinnerung, Verantwortung und Zukunft, der udbetaler pengene gennem syv partnerorganisationer. Det er her, problemerne begynder. »Jeg hørte tilfældigt, at nogle havde fået udbetalt første rate på 10.000 D-mark (godt 38.000 kr.) og kontaktede så Jewish Claims Conference i Frankfurt for at høre, hvornår resten ville få«, siger formanden for foreningen af overlevende fra koncentrationslejren Theresienstadt, Birgit Fischermann. Ukorrekt De 400 danske jøder og andre koncentrationslejrfanger har søgt gennem den tyske universitetslektor Klaus von Münchhausen, der tidligere har fået tyske virksomheder som bl.a. VW til at give erstatning til slavearbejdere. »Vi kan ikke bruge de ansøgninger, der er kommet gennem von Münchhausen«, siger den ansvarlige sagsbehandler i JCC, Matschke, til Politiken. »De er ikke udfyldt korrekt, og det kan vi ikke forsvare over for fonden, som vi skal stå til ansvar for«. Han håber, at problemet kan løses ved, at Birgit Fischermann om et par uger kommer til Frankfurt for at blive instrueret i, hvordan skemaerne skal udfyldes. De 45, der har fået første rate af erstatningen, har alle sendt deres ansøgning ad andre kanaler. I IOM siger sagsbehandleren, Manfred Profazi, at »vi har vedtaget at behandle ansøgninger, der er kommet via von Münchhausen. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi også vil godkende dem. Jeg har ikke set nøjere på dem endnu«. Chikane Klaus von Münchhausen siger til Politiken, at det er ren bureaukratisk chikane: »Jeg har det tyske finansministeriums bekræftelse på, at mine spørgeskemaer omfatter alle de punkter, loven kræver. Men hver af de syv partnerorganisationer har lavet deres eget skema, og det skal nu gå ud over nogle af de 3.100 ansøgninger, jeg har formidlet. Både den polske, tjekkiske og ukrainske partner accepterer dem heldigvis«. Von Münchhausen har klaget til forbundskansler Gerhard Schröder, for hvem erstatningssagen er en personlig prestigesag, og mener, at erstatningerne i det hele taget udbetales for langsomt: »IOM har kun nået nogle få procent, fordi de insisterede på at bruge et computersystem, der ikke kunne arbejde sammen med de øvrige partneres«. »Det er frygteligt«, siger Birgit Fischermann. »Ved enhver forsinkelse når nogle af ansøgerne at dø. De fleste er meget gamle. Vi har søgt gennem Klaus von Münchhausen, der har gjort et stort idealistisk arbejde, i god tro. Det er meget ubehageligt, hvis vi bliver nødt til at vende ryggen til ham«.