Opgør i S om magtfulde poster

Mens det allerede natten til torsdag blev besluttet, hvem der skal lede Socialdemokratiets folketingsgruppe i den nye rolle som opposition, er tidligere ministre og folketingsmedlemmer ved at bringe sig selv i stilling til de mest magtfulde ordførerposter i partiet. Centrale poster De centrale ordførerskaber i slaget mod Anders Fogh Rasmussens regering bliver finanspolitik, socialpolitik, sundhed, skat, udenrigspolitik, arbejdsmarked, uddannelse, retspolitik og udlændinge. Det er områder, hvor socialdemokraterne mener, at de kan markere sig skarpt i forhold til Fogh Rasmussens mange løfter til vælgerne - og dermed udstille ham. Derfor skal de poster besættes tungt. Og rutinerede, afgående ministre står i kø - sammen med unge kræfter, der med store personlige stemmetal i bagagen føler sig berettigede til at kræve fornyelse. Fordeles i weekenden Posterne fordeles efter al sandsynlighed hen over weekenden - og imens lurpasser flertallet af kandidater. Kun fungerende fødevareminister Ritt Bjerregaard bryder den sædvanlige takt og tone, der tilsiger, at ministre ikke skal være ordførere på deres tidligere ministerområde. Hun rækker åbenlyst ud efter posten som formand for Fødevareudvalget i Folketinget. Partiets kronprins Frank Jensen, der er justitsminister et kort øjeblik endnu, er et af buddene på en kronprins i partiet. Men han er ikke interesseret i at få en af de relativt profilløse poster som næstformand for gruppen - nummer tre eller fire efter duoen Nyrup-Lykketoft. »Jeg vil lave politik og går efter et af de gode ordførerskaber«, siger han, der vil »søge nye karriereveje« og udelukker, at han vil gå efter posten som retsordfører. Omkring posen med højprofilerede poster står også fungerende finansminister Pia Gjellerup. Hun er allerede sikker på en post i gruppeledelsen, idet hun bliver gruppens sekretær. I folketingsgruppen nævnes hun som en sandsynlig finansordfører. Fungerende socialminister Henrik Dam Kristensen, endnu et kronprinsebud, vil ikke offentliggøre sin ønskeliste, men kandiderer ikke til posten som socialordfører. Socialordførerposten er central, fordi Anders Fogh Rasmussen siden foråret og massivt i valgkampen har beskyldt Socialdemokratiet for have gjort de fattigste danskere fattigere. Den lille mand Fogh Rasmussen har igen og igen fortalt vælgerne, at Venstre forsvarer »den lille mand«, og at han vil indføre et socialt råd, der hvert år skal rapportere til Folketinget om de dårligst stilledes vilkår. Socialdemokraterne er vilde for at udstille Venstres manøvre som et vælgerbedrag. Lysten blev ikke mindre, da Fogh Rasmussen i sin sejrstale på valgaftenen tappede socialdemokratisk hjerteblod og proklamerede, »at Venstre nu er Danmarks folkelige parti«. På uddannelsesområdet skal Fogh Rasmussens nye regering udfordres på planerne om at indføre niveaudeling. I socialdemokratisk optik er kampen for enhedsskolen en sikker folkelig vinder. Endelig brænder socialdemokraterne for at udstille svaghederne ved at manøvrere med et forbud mod at lade skatter og afgifter stige. Målet er at få Venstre til at bryde løftet og dermed hive troværdighedsglorien af Fogh Rasmussen. Samtidig står partiet klar til at hugge til, når højkonjunkturen sætter ind og arbejdsløsheden stiger. Der skal vælgerne komme til at sande, at det var S, som formåede at høvle af arbejdsløsheden, lyder den socialdemokratiske logik. Ingen slåskampe Om et enkelt centralt område, nemlig udenrigspolitikken, vil socialdemokraterne ikke slås, men samarbejde. Blandt andet står EU-formandskabet for døren, og her skal der udpeges en person, som kan matche det sandsynlige bud på en kommende udenrigsminister, den konservative Per Stig Møller. Et gammelt sår i partiet, slagsmålet om hvilken linje partiet skal indtage i udlændingepolitikken, er efter valgkampen sprunget op. Blodet flød, da først EU-parlamentariker Torben Lund og derpå det nye folketingsmedlem med rødder i fagbevægelsen, Mette Frederiksen, placerede skylden for valgnederlaget på fungerende indenrigsminister Karen Jespersens hårde kurs på udlændingeområdet. »Den linje, hun står for, er færdig. Helt færdig«, siger Mette Frederiksen, der inkluderer den hidtidige udlændingeordfører, Lars Kramer Mikkelsens kurs. Hun deler synspunkter med en del af folketingsgruppen, der syder af raseri over ministerens dårlige performance, da hun i valgkampens første uge bebudede stramninger på familiesammenføringer - uden at kunne angive, hvor og hvordan hun ville stramme. At Jespersen præsenterede udspillet efter bud fra partitoppen Nyrup og Co. - er i den sammenhæng borte. Torsdag sagde den snart tidligere minister, at hun ikke ønsker at blive sit partis ordfører på udlændingeområdet. Men det ønsker Lars Kramer Mikkelsen, der peger på Vestegnsborgmestrenes fremragende valgresultater som argument for en stram linje. Dermed er der lagt op til ballade mellem fløjene. Mens flertallet i den nye folketingsggruppe og fagbevægelsen uden at kny accepterer en topledelse uden nye ansigter - i hvert fald indtil at valgnederlaget er fordøjet - ønsker dele af S-baglandet handling nu. Næstformand i Nordjyllands Amt Brian Kjær opfordrer direkte Mogens Lykketoft, Svend Auken og Ritt Bjerregaard til at vige pladsen for yngre kræfter, der bedre kan sælge partiets politik. »Vi kommer ikke igennem med vores budskaber længere, og så må vi prøve at sætte et nyt hold. Vi kan lige så godt benytte os af den mulighed, som vælgerne nu har givet os«, siger Brian Kjær. På udlændingeområdet lader Socialdemokratiet efter al sandsynlighed Anders Fogh Rasmussen sejle sin egen sø sammen med Dansk Folkeparti. Men på en lang række andre områder er der indtil videre uenighed om, hvorvidt Socialdemokratiet nu skal profilere sig som et rent ideologisk protestparti mod den ny borgerlige regering - eller om det skal satse på at få indflydelse og trække Fogh Rasmussen hen over midten og bort fra Dansk Folkeparti. Sporene skræmmer fra 10 år i opposition i 80'erne - da partiet blandt andet stemte mod finanslove, og først kom på banen igen med udspillet 'Gang i 90'erne', der var et positivt bud på, hvad partiet ville og ikke blot, hvad det var imod. Og som netop var med til at give Socialdemokratiet adgang til den eneste bane, partiet for alvor er interesseret i at spille: ministerierne og regeringsmagten.