Det lille præsidentvalg i København

Den ene er rund og trænet. Den anden pindet og mere uprøvet på det nye, fine parketgulv i festsalen på Københavns Rådhus, hvor endnu en runde i det lille præsidentvalg bokses. Den ene spurter op og ned ad gulvet med et manuskript på størrelse med et visitkort. Den anden har forberedt sig mere minutiøst og holder fødderne og stemmeføringen mere i ro. Mens to gange Rasmussen på landsplan tørner sammen i kampen om pladsen for bordenden i Statsministeriet, har København sit eget og mere afdæmpede præsidentvalg mellem overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V). Mens det mellem de to mulige landsfædre ikke emmer af god kemi og dagligt samarbejde, øver de to københavnske kandidater sig i anledning af valgkampen på at lægge afstand til hinanden, så folk kan se forskel. Således også i går, da Publicistklubben havde lånt sig ind på Rådhuset for sætte scenen til anden omgang i ringen. Og Søren Pind sagde det ligeud - netop med baggrund i det første stilfærdige valgmøde: »Vi er blevet kritiseret for at ligne en kærlighedsaffære, og selv om jeg er enig med overborgmesteren i, at det faktisk går godt i København, så mener jeg også, at det kan gøres bedre«, sagde han og afviste tilnærmelserne fra den siddende overborgmester ved at sammenligne ham med en kødædende plante. Trods den nyskabte afstand er de to helt enige om de tre største udfordringer for København i de næste fire år: Bedre integration af indvandrere, så antallet af arbejdsløse i denne gruppe kommer ned på niveau med den lave ledighed i København generelt. Den stærkt kritiserede hjemmehjælp i København skal forbedres, og omfanget af aflysninger skal bringes betragteligt ned. Flere boliger både til unge studerende og til familier, som gerne vil blive boende i byen. I selve løsningen er der forskellige bud fra de to fronter og frontfigurer. Mens Kramer i overordnede termer foreslår et københavnsk kompromis mellem de to fløje om indvandrerpolitikken som en pendent til tankerne om et nationalt kompromis, er Pind indstillet på at følge Farums eksempel: »I Farum har de gode erfaringer med at sende indvandrerne i arbejde og starte integrationen der. Det virker. De skal ikke have særbehandling, men fair behandling«, sagde han, der ikke afviste at gå arm i arm med Socialdemokratiet i den sag. I udformningen af den fremtidige ældrepolitik er der også nuancer. Venstre og Pind vil slås for større valgfrihed, så den ældre selv kan vælge sin hjælper - »ikke bare den, som skal hente letmælken, men også den, som skal sørge for den intime, personlige pleje«. Den slags eksperimenter ligger ikke for Kramer, som slog til lyd for, at trygheden for den ældre ikke ligger i »at pengene render efter den ældre, eller at den ældre render efter pengene. Det kan blive et værre renderi«. På boligområdet vil Pind reservere 10 procent af de almene boliger til unge, men her slår Kramer brødet bredere op og spiller ud med et forslag om, at der skal bygges 500 helt nye almene boliger. I modsætning til hovedparten af sine borgmesterkolleger har Kramer Mikkelsen ikke hulket højt over statsministerens placering af endnu et kryds oven i kommunalvalget 20. november, og både ven og fjende vurderer da også, at dobbeltvalget formentlig er med til at give Socialdemokratiet endnu en periode i førersædet i København. Dels fortoner de mange skandalesager som for eksempel Arbejdernes Ligkistemagasiner sig i valgrumlen, dels er der mange ledige sofavælgere at bejle til. Yderligere har Kramer fået medvind af sin modpart, da Søren Pind i god tid før valget åbent erkendte, at der næppe denne gang bliver tyngde nok i valgresultatet til den øverste plads i hierarkiet. Med dét håndklæde midt på gulvet er der reelt ikke andre præsidenter i København end den siddende, og en halvgammel flirt mellem de borgerlige og venstrefløjen i et forsøg på at fryse Kramer ud er endt helt uden kærlighed. Som Pind formulerer det: »Hvis man synes, at alt er noget lort i København, så skal man stemme på venstrefløjen - den har konsekvent stemt mod alle forbedringer. Hvis man synes, alt er fantastisk, så stem på Socialdemokratiet. Hvis man synes, det går godt i København, men at det kan gå bedre, så stiller Venstre sig til rådighed«.