Burundier på flugt fra etnisk krig

Den burundiske statsborger på tålt ophold i Danmark er flygtet fra det nærmeste, man i dag kommer apartheid i Afrika. Et mindretal af tutsier på omkring 15 procent af Burundis befolkning har i årtier holdt flertallet af hutuer nede med magt, reserveret de bedste job til sig selv og forsøgt at begrænse hutuernes adgang til alt fra uddannelse til jord. Men hutuer som burundieren i Danmark har aldrig fået den verdensomspændende sympati og opbakning til deres kamp mod undertrykkelsen, som Nelson Mandela og ANC fik til deres bekæmpelse af apartheidstyret i Sydafrika. Det er der mange årsager til. Og de handler ikke kun om, at opgøret har sorte afrikanere på begge sider. Civile ofre En vigtig årsag til den beherskede sympati er, at hutuernes guerillahære langtfra altid optræder som snehvide befrielsesorganisationer. Langt hovedparten af de 200.000 dræbte i den otte år lange borgerkrig er civile. Så sent som i torsdags fordømte FN's sikkerhedsråd hutuernes to største guerillahære - hvoraf burundieren i Danmark tilhørte den største, FDD - for at myrde civile. Kidnappede børn Fredag bekræftede en af FDD's officerer over for nyhedsbureauet Reuters, at hans gruppe netop havde kidnappet mellem 250 og 300 skoledrenge. Drabene fortsætter, på trods af at Burundi i sidste uge tog de første nervøse skridt mod demokrati og magtdeling med en overgangsregering, der er forhandlet på plads af Nelson Mandela. Målet er at holde valg om tre år. De to største hutu-hære har nægtet at være med i den øvelse. De fremhæver, at den tutsi-dominerede hær har kvalt alle tidligere forsøg på demokrati ved at myrde eller kuppe de præsidenter, som flertallet af hutuer har valgt. Det hele bygger på det samme had og den samme frygt, som i nabolandet Rwanda eksploderede i et folkedrab i 1994. Frygten for udrensning Folkedrabet er præcis, hvad Burundis regerende mindretal af tutsier frygter: Hutuernes forsøg på at udrydde tutsierne. Som burundieren i Danmark har forklaret, deltog også hutuer fra Burundi i folkedrabet. Han var selv flere gange over grænsen for at hjælpe de hutu-oprørere, der i årene efter 1994 forsøgte at fuldende folkedrabet. I Burundi har både hutuer og tutsier på den måde bidraget til at skabe og vedligeholde en af Afrikas mest trøstesløse konflikter. Begge parter er overbevist om, at den anden part vil udrydde dem, hvis de får mulighed for det. I modsætning til i Rwanda har det internationale samfund aldrig forsøgt at retsforfølge de ansvarlige for de talrige krigsforbrydelser.