Valget: Rasmussen eller Rasmussen

De hedder begge Rasmussen, de to partiformænd, som i de næste uger kæmper den afgørende runde, om hvem der skal være Danmarks statsminister efter valgdagen. Poul Nyrup og Anders Fogh er også begge jyder, begge slidsomme, begavede arbejdsheste, begge den første i familien til at komme i gymnasiet og på universitetet - og begge to er de kommet til tops i deres partier, efter at deres respektive forgængere fejlede i forsøget på at blive statsminister. Ser man nærmere på deres vej til toppen, er forskellene imidlertid til at få øje på. Fogh født ind i Venstre Den nu 48-årige gårdmandssøn Anders Fogh Rasmussen blev næsten født ind i Venstre, hvor både far og mor var aktivt engagerede. Han blev landsformand for Venstres Ungdom da han var 21, valgt til Folketinget allerede som 25-årig, valgt som næstformand i Venstre som 32-årig og udnævnt til skatteminister i Schlüter-regeringen som 34-årig. Han kender Christiansborgs politiske verden ud og ind, og han har rejst land og rige tyndt for også at kende sit eget parti ud og ind. Der var derfor ingen som helst slinger i valsen, da han overtog partiformands-roret efter Uffe Ellemann-Jensen, da denne i 1998 lagde taktstokken fra sig efter at have tabt valget til Poul Nyrup på grund af en håndfuld færøske stemmer. Arbejdersønnen 58-årige Poul Nyrup Rasmussen blev derimod partiformand i 1992 efter et ubehageligt internt opgør, iværksat udfra en analyse af, han var manden, som modsat daværende formand Svend Auken kunne bygge bro til Det Radikale Venstre og dermed sikre Socialdemokratiet regeringsmagten, når KV-regeringen smed tøjlerne oven på Tamilsagen. Arbejdersønnen Nyrup havde på det tidspunkt kun siddet i tinget i fire år, og han har aldrig haft samme hjemmevante kendskab til Christiansborgs noder og unoder som Fogh. En meget stor del af sin karriere gjorde han i udkanten af det christiansborgske, nemlig i fagbevægelsen, hvor han som 37-årig blev cheføkonom i LO og som 43-årig direktør for Lønmodtagernes Dyrtidfond. Kantet optræden Poul Nyrup Rasmussens manglende parlamentariske erfaring og hans lidt kantede offentlige optræden har været med til at bringe ham ud i det christiansborgske uføre utallige gange, især i de første år som statsminister. Til gengæld passede hans økonomiske baggrund og hans politiske visioner som fod i hose med arbejdsopgaverne i de første år, hvor det drejede sig om at få Danmark ud af krisen, få arbejdsløse i job og få statsbudgettet i balance. Men i økonomiens navn har han måttet gennemføre både arbejdsmarkeds- og efterlønsindgreb og dermed lægge sig ud med Socialdemokratiets kernevælgere. Hamskifte hos Fogh Modsat Nyrup blev Anders Fogh Rasmussen ikke valgt som formand for at tækkes midterpartier eller midtervælgere. Men med statsministerposten inden for rækkevidde er der ikke råd til at støde nogen fra sig, så fra første dag som partiformand skiftede han ansigt: Den hårdtslående liberalist og fortaler for en minimalstat blev uden alt for store falbelader til en blød socialliberal forkæmper for bedre offentlige sygehuse og andre goder, som hører velfærdsstaten til. Med succes, ser det ud til, for vælgerne holder sig til. Udlændingepolitik som angrebsvåben Samtidig har Fogh profileret den højre flanke ved at gøre udlændingepolitik - hvor Nyrup altid har haft svært ved at finde sine ben - til sit væsentligste angrebsvåben. Nyrup har faktisk haft succes på et område, hvor Fogh ikke har haft meget at diske op med, nemlig på den internationale scene, og især i EU, hvor han har været i stand til at optræde som både en stædig forhandler og en relativt visionær statsmand. Men den slags tæller ikke meget i den hjemlige debat. Og frem til terrorangrebet i USA 11. september har Venstre-lederen ikke behøvet at bekymre sig om det. Statsmandsprofil luftet Efter terrorangrebet har det internationale aspekt imidlertid fået uvant stor vægt i dagligdagen. Det har givet Poul Nyrup Rasmussen mulighed for at vise sin statsmands-profil frem. Anders Fogh Rasmussen har til gengæld brugt begivenhederne til at give udlændingepolitikken endnu en tand. Hvad der vejer tungest, vil først vise sig, når krudtrøgen fra valgkampen er drevet væk.