Et internationalt forskerhold med dansk deltagelse har kortlagt den genetiske kode for den bakterie, der forårsager tyfus, nemlig Salmonella typhi. Opdagelsen, der præsenteres i det nyeste nummer af verdens førende videnskabelige tidsskrift, Nature, giver håb om fuldstændig udryddelse af sygdommen tyfus, som hvert år på verdensplan koster 600.000 mennesker livet. Nye behandlingsformer »Den genetiske kode for salmonella er allerede nu ved at føre os frem til ny former for behandling, kontrol og diagnostik. Koden giver os enorme mængder af viden og nøgler til, hvorledes denne bakterie forårsager sygdom, og hvordan den spreder sig i miljøet og fødekæden«, siger professor Gordon Dougan fra Imperial College i London. Han tilføjer, at man med det genetiske kort af Salmonella typhi samtidig får en model, der kan benyttes til bekæmpelse af mange andre sygdomme end tyfus. Bag den genetiske kortlægning står 41 forskere fra fem centre i Storbritannien, Vietnam og Danmark. De har arbejdet i tre år med at stykke brikkerne fra det mikroskopiske puslespil sammen til et hele. »Der eksisterer en reel risiko for, at tyfus, der ikke lader sig behandle, i løbet af de næste par år, vil skyde op i visse lande. Allerede nu er 90 procent af bakteriestammerne i Vietnam modstandsdygtige over for de fleste tilgængelige medikamenter - også de midler, der er udviklet for ganske nylig. I de senere år har der været flere større udbrud i Asien og Afrika og en stigende forekomst i Europa og USA. Derfor har dette fælles kortlægningsprojekt været så afgørende vigtigt. Forhåbentlig kan det føre til en vaccine, som enhver har råd til«, siger dr. Jeremy Farrar, University of Oxford, der arbejder med på projektet fra en klinisk forskningsenhed i Vietnam. Kortlægning Forskerne har sekventeret, dvs. kortlagt, den nøjagtige rækkefølge og placering af gener i en stamme af Salmonella typhi kendt som CT 18. Denne form er modstandsdygtig over for en lang række antibiotika og er tæt på at blive erklæret uden for behandlingsmæssig rækkevidde. Stammen blev isoleret fra en 9-årig dreng på Cho Quan-hospitalet i Ho Chi Minh By i Vietnam i december 1993. Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har været med i kortlægningen af bakteriens arvemasse. Fysikeren, lektor Anders Krogh, Center for BiologiskSekvensanalyse, stod for arbejdet. »DTU har bidraget med at analysere dna-sekvenserne ved hjælp af et særligt computerprogram. Jeg tror, at valget er faldet på os, fordi jeg tidligere har arbejdet på det britiske Sanger Institute, der har udført en væsentlig del af projektet. Jeg har også været med til at sekventere tuberkulosebakterien«, siger Anders Krogh. Man får tyfus ved at spise mad eller drikke vand, som er inficeret med Salmonella typhi-bakterier.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























