Jurist: Hærchef har pligt til at gribe ind

En centralt placeret militærchef kan retsforfølges for forbrydelser mod civile, selv om han ikke personligt beordrede udførelsen af dem. Efter international praksis har en øverstkommanderende nemlig pligt til at holde sig orienteret og i hvert fald til at gribe ind bagefter, forklarer Mathias Marcussen, som er juridisk konsulent ved krigsforbryderdomstolen i Haag. Han oplyser, at der er rimeligt klare regler for, hvad der skal afdækkes, før topplacerede personer skal retsforfølges for krigsforbrydelser. »Det kræves ikke nødvendigvis, at en person konkret har givet ordren til, at en krigsforbrydelse blev udført, for at han kan retsforfølges og dømmes«, siger juristen fra Haag. »En højt placeret person i et militært hierarki har også en pligt til at holde sig informeret om, hvad der er foregået under hans kommando. Hvis han først bagefter et blevet klar over, hvad der er sket, har han stadig et ansvar for at gribe ind. Det kan blandt andet ske ved at sætte en reel efterforskning i gang for at få udpeget de ansvarlige«. Undtagelser fra ansvar Mathias Marcussen forklarer videre, at en øverstkommanderende næppe kan gøres ansvarlig for krigsforbrydelser, hvis han hverken har planlagt eller beordret dem - og derved havde mulighed for at stoppe dem - eller hvis han faktisk fik taget skridt til at få de ansvarlige straffet, men eksempelvis siden flygtede. »Anklagemyndigheden skal altså bevise, at personen enten undlod at stoppe forbrydelsen - eller at han undlod at de ansvarlige blev strafforfulgt. Pligt til at være orienteret Mathias Marcussen påpeger, at det bliver centralt under en sag, at en militær kommandant efter retspraksis har pligt til at holde sig underrettet om, hvad der er sket. »En militær chef bliver givet et stort ansvar - blandt andet med kommandoen over bevæbnede styrker - og det ansvar skal de selv løfte. En sådan mistænkt kan ikke holde sig i bevidst uvidenhed. Han gør opmærksom på, at der for eksempel internt i militæret cirkulerer rapporter om større operationer. Og det vil derfor være oplagt for anklagemyndigheden, hvis man kunne få fat i en sådan rapport, der dokumenterer, at krigsforbrydelsen faktisk har fundet sted. »Det bedste vil være, hvis man kan bevise, at den mistænkte har læst denne rapport. Det næstbedste vil så være, hvis man kan sandsynliggøre, at den mistænkte på grund af sin position må have kendt indholdet af rapporten.