Stilhed på Rådhuspladsen

Kort før klokken 12 fredag middag kiggede solen frem bag skyerne på himlen og kastede sine stråler på de mange tusinde mennesker, som var mødt op på Rådhuspladsen i København for at holde to minutters stilhed. Unge skoleelever, børsmænd i jakkesæt, p-vagter i grønne uniformer, politikere og hjemløse stod side om side med blikket rettet mod himlen, som ventede de alle på svar ovenfra. Hvordan kunne dette ske?, hviskede folk. En ung mørklødet mand forstyrrede ceremonien og råbte: »Hvorfor holder I ikke stilhed for de mange palæstinensere, som dør hver dag«, men de fremmødte lod sig ikke provokere. Da Rådhusklokkerne satte i gang på slaget 12, faldt der en dyb stilhed over den normalt pulserende plads. Alt biltrafik standsede, og de ellers travle forretningsfolk og københavnere, der til daglig iler over pladsen, standsede i to minutter deres bestemte gang. Over hele byen holdt bilister ind til siden, mens fodgængere standsede op for at ære de omkomne ved episoderne i USA. Enkelte forsatte dog uanfægtet deres færdsel. I St. Kongensgade var det for eksempel en diplomatbil fra en af de ambassader, der ligger i København, der snoede sig ned ad gaden uden at reagere på, at alt og alle omkring vognen stod stille. Bag ambassadebilen fulgte en taxi, hvis chauffør heller ikke ville markere tragedien ved at standse op. Meget symbolsk lettede en stor flok duer, da rådhusklokkerne havde slået det sidste slag. Lyden fra deres vinger var det eneste, man hørte på Rådhuspladsen, som i et stort øjeblik gav genklang af sympati. Mens de fløj op mod himlen, begyndte folk at gå hver til sit. Stadig uden at en lyd kom over deres læber.