Mindre demokrati uden reformer

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: »Lad mig tale på engelsk. Så kan vi få en mere direkte kontrovers«. Sådan lød de første ord suppleret af et skævt smil, da Tysklands udenrigsminister Joschka Fischer i går besteg Landstingssalens talerstol på Christiansborg. Og han holdt sit ord. Manden, der mere end nogen anden europæisk regeringsrepræsentant har presset på for et stærkere integreret samarbejde i en europæisk føderation, lagde ikke fingrene imellem. På en god halv time med efterfølgende debat fik han fordelt sine argumenter for et demokratiseret EU med 25 til 27 medlemslande og et lovgivende andetkammer bestående af nationale parlamentarikere. Fischer var inviteret af Folketingets Europaudvalg, der i går afholdt en høring med prominente udenlandske gæster. Hurtig udvidelse En hurtig udvidelse af EU med ti til tolv nye medlemslande er hovedsagen og en historisk pligt for Tyskland, understregede Joschka Fischer og var her på linie med udenrigsminister Mogens Lykketoft (S). Men de er uenige om behovet for gennemgribende reform i beslutningsprocessen. »Jeg forstår ikke, hvorfor I er så tøvende over for konsekvenserne af et EU med 20 eller måske 30 medlemslande. Uden en reform af institutionerne vil vi få hvad?: mindre demokrati. Allerede i dag er det uhyre svært at forklare kompromiserne fra de 15 medlemslande. Så bliver det helt umuligt at forklare kompromiserne fra 27 medlemslande«, sagde Joschka Fischer, og tog fat i Mogens Lykketofts betoning af større effektivitet i EUs beslutninger. »Det støtter jeg selvfølgelig også. Men hvordan skulle et meget stort antal fremtidige kommissærer gøre EU mere effektivt? Dette er spørgsmålene. Får vi en stor union uden substantielle reformer, så vil vi få mangel på demokrati, gennemsigtighed og effektivitet. Og det vil gøre det meget sværere at løse problemerne«, sagde Joschka Fischer. Han lagde ikke skjul på, at alternativet til gennemgribende reformer er, at en lille klike af EU-lande danner en fortrop i EU-samarbejdet i forbindelse med EUs næste regeringskonference i 2004. En udvikling, som han på det kraftigste advarede imod. »Spørgsmålet i 2004 er, om vi får betydelige reformer af EU eller om nogle lande danner en avantgarde. Jeg er stærk modstander af en avantgarde, for det ville være meget bedre at handle sammen«, sagde Joschka Fischer, der samtidig afviste en europæisk forbundsstat efter amerikansk eller tysk forbillede. Struktur for de små »Vi ønsker ikke flere mellemstatslige beslutninger. Det ville føre til en stærkere rolle for Tyskland og Berlin. Men vi ønsker en større rolle for demokratiske europæiske institutioner (.) Det er meget mere i de små landes interesse at være i mere integrerede strukturer end mellemstatslige, som er mere i de store medlemsstaters interesse«, sagde den tyske udenrigsminister. Mogens Lykketoft, der på høringen lagde sig tæt op ad de europæiske visioner han for få uger siden lancerede i en større Europapolitisk tale, lagde efter høringen ikke skjul på, at han ikke deler Joschka Fischers bekymring for EUs fremtid uden gennemgribende reformer. »Jeg kan sagtens se, hvad han mener. Jeg kan også sagtens se, at den måde vi arbejder på nu er tung på nogle områder. Men der er andre løsninger end de allermest omfattende institutionsomvæltninger. Noget af det er et spørgsmål om arbejdsformer og forberedelser. Man kan da godt gennemføre beslutninger uden meget store generaldebatter hver gang i Ministerrådet«, sagde Mogens Lykketoft.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her