Danskere strømmer til Amnesty

Politiken lørdag: Mens både partier og en lang række græsrodsorganisationer mister medlemmer i tusindvis, strømmer medlemmerne igen til Amnesty International. Alene siden juni i år skønner organisationen, at den har fået over 3.400 nye medlemmer og støttebidragsydere. Den foreløbige medlemstilgang i år er på 14 procent, og holder den året ud, skal organisationen helt tilbage til 1992 for at se en tilsvarende fremgang. »Vi oplever i øjeblikket en stor begejstring over at være medlem af Amnesty. Vi har alle hørt så meget om, at zappekulturen har indfundet sig, og at ingen længere vil engagere sig. Det passer ikke, hvis man henvender sig til folk på den rigtige måde«, siger generalsekretær for den danske afdeling af Amnesty International, Lars Normann Jørgensen. Siden juni har organisationen haft folk ude på gader og stræder i København, der har forklaret forbipasserende om Amnesty og derefter spurgt, om de ville være medlem. »Modellen indførte vi, efter at Amnesty i Belgien fordoblede sit medlemstal med denne metode. Hos os har det betydet, at vi allerede nu har fået flere medlemmer i år, end vi fik 1999 og 2000 tilsammen«, siger Lars Normann Jørgensen. »Resultaterne viser, at vi ikke får medlemmer ved at lægge kuponer ind i blade og sende foldere ud, som vi har gjort hidtil«, siger han. Tveægget sværd Lars Normann Jørgensen mener, det også har spillet ind, at Amnesty sommeren over har været meget i medierne omkring OL i Kina og sagen om den kommende israelske ambassadør Carmi Gillon. Internt i organisationen overvejer man nu, hvad der skal til for at fastholde medlemmerne. Over halvdelen af de nyerhvervede medlemmer er under 30 år, og derfor skal der tænkes i nye baner. »Vores fornemmelse er, at specielt de unge vil signalere deres holdninger ved at være medlemmer af Amnesty. De handler etisk og ønsker at udtrykke en etisk adfærd. Derfor overvejer vi at lave alt fra tasker og T-shirts til kreditkort, hvor Amnestys navn står på. Men vi vil også lave nye typer arrangementer som caféaftner, hvor vi vil invitere forskellige folk for at diskutere et emne«, siger Lars Normann Jørgensen. Derimod afviser han, at Amnesty er begyndt at tænke i enkeltsager, hvor organisationen kan profilere sig - som for eksempel sagen om den kommende israelske ambassadør Carmi Gillon. Her har Amnesty i stærke vendinger kritiseret den danske regering for ikke at ville retsforfølge ham, selv om han har indrømmet at stå bag tortur. »Jeg benægter ikke, at den sag har givet os god markedsføring. Men den er samtidig et tveægget sværd. Vi har også fået mange negative reaktioner, fordi det er en konflikt med stærke følelser. Ikke alle har kunnet skelne mellem, at vi gik til kamp mod tortur, men at vi dermed ikke tog parti for palæstinenserne«, siger han. Lektor i statskundskab på Københavns Universitet, Jens Hoff, mener, at Amnestys fremgang blandt andet skyldes tidsånden. Han har været med til at skrive bogen 'Demokrati fra neden' om græsrodsbevægelser »Det er i høj grad et spørgsmål om mode. For nogle år siden var det smart at være med i miljøbevægelser. I dag handler det mere om menneskerettigheder og om at være imod globaliseringen. Man kan heller ikke se bort fra, at det også er emner, som medierne sætter på dagsordenen«, siger han. Resultatorienterede Han peger desuden på, at specielt unge i dag ikke gider tage del i traditionelle organisationer som partier, fagforeninger og beboerforeninger, hvor der skal holdes lange møder og skrives referater. »Der må ikke være lang vej til handling. Man skal kunne se resultater«, siger Jens Hoff. Lars Normann Jørgensen fra Amnesty er kun delvis enig: »Det er rigtigt, at vi nok skiller os ud fra for eksempel miljøbevægelser ved, at vi har et jordnært, folkeligt engagement. En stor del af vores arbejde handler om at skrive breve til præsidenter for overtrædelser af menneskerettighederne, og det giver en god følelse at konstatere, at det virker«. »Jeg tror ikke, det er en modebølge at interessere sig for menneskerettigheder, men et engagement, der er kommet for at blive. Modviljen mod f.eks. tortur, dødsstraf og børnearbejde vil ikke aftage, men muligvis vil udviklingen kræve nye organisationsformer«, siger han.