Politiken torsdag: Sæt lås på døren i Egmontgården - og lad resten af landets daginstitutioner stå åbne. Det er i korthed den enige reaktion fra både forældre, pædagoger og kommunale repræsentanter i kølvandet på de konkrete dødstrusler, som børnene i den integrerede institution Egmontgården på Østerbro har været udsat for. Formand Henriette Bjergvang fra forældreorganisationen FOLA maner til besindighed, så danske daginstitutioner i fremtiden ikke bliver befæstet som borge. I begyndelsen af juli trængte en person gentagne gange ind på institutionen efter først at have truet over telefonen med et »tik, tak, bang - I skal dø«. Truslerne kulminerede 5. juli, hvor vedkommende under middagsluren skrev sin ultimative besked 'DØ' i panden på fire - måske fem - sovende børn. Selv om Egmontgårdens 66 børn siden den ubehagelige uge i starten af juli været overvåget af en fast vagt, føler forældrene sig alligevel utrygge, og flere har reageret ved at tage deres børn ud af institutionen. Således også formand for forældrebestyrelsen Anja Bach: »Vi er naturligvis utrygge og oprevne, og vi har ganske vist fået opfyldt vores krav om en vagt ved institutionen. Men jeg fatter slet ikke, at vi ikke kan få en lås på hoveddøren. At der overhovedet skal være diskussion om en låst dør eller ej efter vores oplevelser er nok til, at jeg mister tilliden til personalet og ikke ønsker min søn i den institution«, siger hun. Generelt er låste døre ikke forældreorganisationen FOLAs krav. Tværtimod maner formand Henriette Bjergvang til besindighed, så danske daginstitutioner i fremtiden ikke bliver befæstet som borge. »Vi lever i et åbent og tillidsfuldt samfund i Danmark, og det skal vi søge at bevare. Vi skal ikke have amerikanske tilstande, hvor alt og alle låses inde. Vi griner jo lidt, når en amerikansk rytter Tour de France har bodyguards. Det virker helt forkert og fremmed i et land, hvor dronningen dårligt nok har det, når hun går en tur på Strøget«, siger FOLA-formanden, som dog også udmærket forstår Egmont-forældrenes konkrete krav. »Når der opstår konkrete og enkeltstående problemer som i Egmontgården, skal der naturligvis også ekstraordinære løsninger til. Hvis det giver forældrene trygheden tilbage at få en lås på døren, forstår jeg ikke, at institutionens ledelse eller forvaltningen overhovedet tøver«, siger hun. Åbne rum I stedet for lås og slå så Henriette Bjergvang hellere, at institutionerne blev indrettet med åbne og overskuelige rum. I mange daginstitutioner kan man ikke holde øje med hoveddøren fra stuerne, og det er et rent indretningsmæssigt problem, som kan løses ved lidt ekstra omtanke, mener hun. Heller ikke fra pædagogernes fagforening BUPL er kampråbet låste døre i danske daginstitutioner. Tværtimod. »Jeg er bekymret over den generelle tendens og trang til flere og flere låste døre, og en sindsforvirret person på Østerbro skal ikke sætte nye standarder i en ellers åben sektor som daginstitutionerne«, siger Lars Udengaard, der er medlem af forretningsudvalget i BUPL. Han bakkes op af direktør Klaus Wilmann i organisationen Frie Børnehaver, der på landsplan er paraply for 350 daginstitutioner. »Låste døre - eller ej - er jo heldigvis ikke noget, vi har spekuleret så meget over tidligere, og en enkelt galning skal ikke lukke daginstitutionerne af over for det omgivende samfund. Institutionerne skal jo netop være en åben del af det lokalmiljø, de ligger i«, siger han. Københavns Kommune har ikke en overordnet sikkerhedspolitik på daginstituitonsområdet, oplyser vicekontorchef Dorte Mikkelsen fra familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen. Egmontgården styres fra Indre Østerbro Bydelsråd, og heller ikke her er der en nedskrevet politik for sikkerheden. »Overordnet er børnenes sikkerhed naturligvis det vigtigste - også vigtigere end et generelt princip om åbenhed. Derfor er der faktisk en række daginstitutioner i Københavns Kommune, som har lås på døren, og hvor forældrene for eksempel får udleveret en kode til låsen, så de kan færdes ud og ind«, siger Dorte Mikkelsen og som eksempel peger på institutioner, der ligger i meget belastede bydele eller i boligkomplekser, hvor der færdes mange på trapperne. »Vi fører ikke liste over, hvor mange daginstitutioner der har lås på døren, fordi det typisk er en lokal og konkret afgørelse, som finder sted i samarbejde mellem forældre og personale«, siger hun. Selv om forældreformanden fra Egmontgården godt kan følge den åbne tankegang, agter hun ikke at eksperimentere med sit eget barn. »Principper kan jeg ikke bruge til noget, når jeg føler, at mit barn er i fare. Jeg kan heller blive forarget over en låst dør, for jeg låser da også min egen hoveddør, når jeg er i lejligheden. Det andet er lidt noget romantisk snak«, siger Anja Bach.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























