Forældredrømme tegner fremtiden

Politiken tirsdag: Det er fredag formiddag klokken lidt over 10 i Danmark, støvkornene står stille i solstriberne, over stoleryggene hænger cowboyjakkerne og venter på at blive fyldt ud. Det er ved at være sidste dansktime for to 8.-klasser i Herlev og Holte, foran dem venter sommeren og den sidste tid i den folkeskole, der samler de fleste danske børn. Når det ringer ud sidste gang, og de forlader den, begynder en ny virkelighed, og så er der forskel på folk - selv om de går i de samme cowboyjakker og lytter til den samme musik. Hvis de 20 unge i 8.a på Ny Holte Skole gør som andre elever, der har forladt de lave bygninger ved Kongevejen, fortsætter de fleste i gymnasiet. Og om 10-12 år er fem af dem stadig i gang med en videregående uddannelse, mens to allerede er blevet ledere i en privat eller offentlig virksomhed. Halvt så mange af de 17 elever på Herlevs Hammergårdskole får statistisk set et af samfundets mere attraktive job. Akademiske drømme Eleverne fra Ny Holte Skole klarer sig normalt godt, men det kan være svært at bruge til noget, når man sidder i kantinen en junidag og ikke ved, om dronning Margrethe skal staves med stort. Sarah er i tvivl og retter fra stort bogstav til lille og slipper godt fra det. Da hun efter prøveeksamenen i diktat spørger læreren Hanne Heimann, får den bekymrede pige at vide, at det ifølge Retskrivningsordbogen er valgfrit. Der bliver altså ikke trukket ned i karakteren på den konto, og Sarah er stadig på vej mod ønskejobbet som børnelæge. »Jeg var meget indlagt som barn, og der var mange sure læger, så jeg vil gerne være en god børnelæge. Det har jeg villet være, siden jeg var otte«, siger hun. Hun har Dolce & Gabbana-jeans på, og i hænderne holder hun et par Prada-solbriller, som hun fik for nylig i 'nonfirmationsgave'. Sarah er en af de elever fra 8.a, som går efter en akademisk uddannelse og et godt job, ligesom deres forældre har fået. Der står jurist, pilot, læge, biolog og IT-direktør på drømmenes visitkort, og de 14-15-årige drenge og piger ligner nogle, der tror på, det bliver til virkelighed. Pædagogdrømme På Hammergårdskolen i Herlev er 8.b midt i en diskussion om fortællingen 'Spejlbilledet' af Bent Haller, som Omar har omdøbt til 'Bent Halal'. Dansk- og klasselærer Mais Fencker har bedt eleverne stille spørgsmål til teksten, og klassen diskuterer sammen historiens hovedperson. »Hun er en almindelig pige. Normal, ligesom os«, svarer Pernille og ser rundt på de andre i klassen. 8.b ligner resten af Herlev en hel del. Der er unge fra de pæne villakvarterer, nogle som bor i socialt boligbyggeri og fire-fem elever fra indvandrerfamilier. Lige nu sidder de med albuerne på de høje borde med vippeplade, gummiskoene hviler på barstolenes fodstøtte, og øjnene springer rundt mellem Mais og klassekammeraterne, som i fællesskab decifrerer 'Spejlbilledet'. Klassen taler om den kommende uge, hvor skolens andre 8.-klasser holder fri. »Jeg skal bare være her og have jer, det har jeg glædet mig til. Det er jo den sidste time før sommerferien, hvor vi skal se en film om seksuel debut«, siger Mais og griner, mens klassen pifter og rødmer om kap. Der lurer dog også andre afgørende stunder på klassen, som om et par dage skal have årskaraktererne, der i gennemsnit ligger på 8,0 i mundtlig og 8,3 i skriftlig dansk. »Det går de meget op i, men det tager jeg ikke hensyn til, jeg er benhård«, smiler Mais, der ikke kan skjule sine følelser for 8.b, som hun har haft, siden de hed 2.a. »Jeg elsker dem jo, det giver jeg også udtryk for. Jeg kalder dem Dream Team«. Andreas er en af dem, og han har sin drøm på plads: »Jeg kunne godt tænke mig at være pædagog og måske arbejde med mongoler. Jeg synes, man kommer frem i livet ved at være noget for andre mennesker, det er sådan, man er et rigtigt menneske«. Holte: Forventer for meget I Holte går mange af de 'rigtige' mennesker i dyre mærkevarer - og skoleeleverne har mange gode ting med hjemmefra - også forældrenes forventninger. »De fleste forældre er veluddannede og ønsker, at børnene får en vis livskvalitet. Men de stiller også store krav. De unge, der er fagligt svage, kan nogle gange føle sig presset til at gå videre. Forældrene har ofte lidt for høje ambitioner«, siger klasselærer Hanne Heimann, der har været ansat på Ny Holte Skole i 27 år. »Samtidig går de også til mange ting: ridning, tennis, håndbold, fodbold, badminton, svømning, vandski og sejlsport - de har jo Furesøen. Jeg oplever, at mange af børnene har en meget planlagt hverdag, hvor det kan være svært at få tid til at lave lektier«. Derfor giver hun ofte børnene lektier for i god tid og aftaler med dem, hvornår lektierne passer dem bedst, så de for eksempel ikke skal aflevere to store opgaver på samme tid. Og det lykkes at få lavet lektier, for klassens gennemsnit ligger højt. I dagens diktat blev gennemsnittet 9,5. Hanne Heimann har haft sin 8.a siden første klasse, og hun holder meget af eleverne og sit job, blandt andet fordi der er ressourcer og overskud til nye forsøg. »For eksempel havde vi allerede i fjerde klasse et stort projekt om storyline-fortælling, hvor de lærte at bruge video, fotografi, tekster på edb og et dengang meget avanceret multimedieprogram. Der er også overskud til at arbejde med elevernes sociale kompetencer«, fortæller Hanne. Herlev: Sparker for lidt »En del af mine elever keder sig i fritiden«, siger Mais Fencker og peger ud på den anden side af lærerværelsets væg mod det sociale boligbyggeri tæt på Hammergårdskolen i Herlev. Klasselæreren har ikke Holte-kollegaens problem med forældrenes ambitioner. »Jeg synes ikke, middelklassens forældre sparker dem nok og siger: »Det kan du godt«. Hos de veluddannede ligger det i luften, og forventningerne betyder meget. Eleverne aner jo ikke, hvad de vil«, siger Mais. Hun regner med, at 5-6 af hendes 17 elever går videre i gymnasiet, men tror, at en del af klassen - specielt pigegruppen - må klare sig uden videre skoleuddannelse: »Det har noget at gøre med opdragelse, skilsmisser og forældre, der ikke kan sætte sig igennem. Der er mere i de piger, end de udnytter. Jeg vil ikke kalde dem uegnede rent fagligt, men der bliver gjort for ringe en indsats«. Derfor føler Mais også, at det nogle gange kan være svært at få fat i hele klassen. »Du kan se med den tekst i dag, jeg kunne have delt dem op i grupper og sagt værsgo', så ville alle de superdygtige få noget ud af det, de andre ingenting. Nu kan jeg håbe på, at der sidder nogle af dem, der ellers ikke fatter en brik og siger: »Ah, nu kan jeg godt se det«. Men jeg stiler helt klart efter det høje, for at de mange gode derinde ikke skal dø af kedsomhed«, siger Mais, som ikke vil acceptere ideen om, at den sociale arv ikke kan brydes: »Det har en enorm betydning, hvis du har veluddannede forældre, der kan hjælpe, men børn fra socialt lavere lag er ikke tabt«.