Politiken onsdag: Låste døre, bæltefiksering og tvangsmedicinering er stadig hverdag på de psykiatriske hospitaler. Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at næsten hver femte patient, som var indlagt på en psykiatrisk afdeling i 1999, blev udsat for tvang en eller flere gange. Det vækker forargelse i Folketingets paragraf 71-tilsyn, fordi der i de senere år er bevilget millioner af kroner til enestuer og bedre fysiske rammer på de psykiatriske hospitaler. Fra 1996 til 1999 blev der oprettet mere end 300 nye enestuer, og frem til år 2002 forventes yderligere 700. »Det er helt uacceptabelt, at tallet for tvang ligger så højt, når man samtidig tænker på, at de fysiske forhold er blevet forbedret. De mange flersengsstuer blev netop brugt som argument for, at det var nødvendigt med så mange fikseringer. Efterhånden må vi sige, at den store brug af tvang kun har noget at gøre med holdninger«, siger Peter Duetoft (CD). Endnu flere penge I 1990erne har der været en voldsom stigning i tvangsmedicinering og tvangsfikseringer, der vidner om, at de berørte patienter bliver underlagt tvang gentagne gange. Peter Duetoft betegner udviklingen som uhyggelig. Han er medlem af Folketingets paragraf 71-tilsyn, der blandt andet tilser psykiatriske afdelinger. »Der er situationer, hvor folk bliver bundet, selvom det kunne undgås, hvis der var mere personale, og der blev grebet ind noget før. Vi må erkende, at det ikke er nok at investere i mursten, men at der på næste finanslov skal sættes flere penge af til indholdet i psykiatrien«, siger Peter Duetoft. Formand for paragraf 71-tilsynet Anne Baastrup (SF) vil også se ændringer: »Det er dybt beskæmmende, at så mange berøres af en eller flere former for tvang, på trods af at de fysiske rammer er forbedret. Derfor er det nødvendigt med en værdidiskussion blandt personalet«, siger hun. Professor i psykiatri og overlæge på Bispebjerg Hospital Ralf Hemmingsen erkender, at der flere steder i psykiatrien er brug for en ændret personalekultur. »Der er en tendens til, at kulturen er lidt for restriktiv og ikke individualiseret nok«, siger han. Men »hvis man ikke havde investeret i enestuer, havde vi stadig haft det kaos, hvor patienterne tumler rundt mellem hinanden som for ti år siden. Og så ville det være fuldstændig utroværdigt at tale om en ny personalekultur«.