Årsmøderne vil altid være der

Det danske mindretals årsmøder i Sydslesvig, der samler omkring 50.000 mennesker ved arrangementer over hele landsdelen, har været holdt siden genforeningen i 1920. De er nødvendige, mener en af landsdelens kulturpersonligheder, højskoleforstander Dieter Küssner. »De er ikke et udtryk for dyrkelse af forældede nationale traditioner. De er ikke gået af mode«, konstaterer han. »Årsmøderne vil også i fremtiden være et nødvendigt samlingspunkt for mindretallet«, siger Dieter Küssner. Han er dansk-sydslesviger. Født i Hamburg for 59 år siden. Hans mor var dansksindet, og efter krigen flyttede han sammen med forældrene til Flensborg. Siden barndommen har han hvert år deltaget i årsmøderne. I en snes år har han fungeret som lærer og skoleforstander i Danmark og vendte tilbage til Sydslesvig som redaktør af det historiske tidsskrift Slesvigland og blev højskoleforstander på den danske Jaruplund Højskole i 1994. Han udtrykker afslappede og pragmatiske holdninger over for danskheden. »Det har noget at gøre med den måde, hvorpå danskere agerer sammen. Selvom demokratiet i Tyskland naturligvis er fuldt på højde med det danske demokrati, så er der alligevel forskelle i de to kulturer. Det har for eksempel noget at gøre med sociale relationer. Lighedstanken er mere iøjnefaldende i Danmark. Danskhed handler også om sprog og kultur, foreningstraditioner og pædagogikken, som præger skolerne«, siger Dieter Küssner og tilføjer: »Det at bekende sig til en nationalitet handler om noget følelsesmæssigt. Noget i retning af en forelskelse«. »For mange er det den nordiske livsstil, der er attråværdig. Det gælder ikke alene for mindretallet, men også for dele af den tyske flertalsbefolkning. Der findes tyske forældre, der sender deres børn i danske skoler«. Isoleret mindretal »I efterkrigsårene og op i 1960erne var mindretallet en isoleret gruppe, og når jeg som dreng deltog i årsmøderne, opfattede vi børn os som en slags små frihedskæmpere. Når vi i forbindelse med årsmøderne spadserede igennem Flensborg, var der tyskere, som i protest lod tyske flag hænge ud af vinduerne. Sådan er det ikke mere. Ikke mindst takket være Bonn-erklæringen fra 1955, der giver mindretallene på begge sider af grænse lige rettigheder med flertalsbefolkningerne. Det vil sige, at enhver har ret til at erklære sig som det ene eller andet - om man vil være dansk eller tysk«. »Atmosfæren omkring årsmøder dengang og nu er skiftet fra at være en form for demonstration til en folkefest, hvor mindretallet kan lufte nogle nationale tableauer. For de fleste lever jo til daglig i en tyskdomineret verden, og danskheden kan kun dyrkes i fritiden. Når man så ved årsmøderne samles så mange, opstår der en følelse af samhørighed«. Formen for årsmøderne er til stadig diskussion. Ikke mindst møder den kritik fra ungdommen. Det sker også denne gang i Flensborg Avis, hvor unge giver udtryk for, at møderne ikke rigtig siger dem noget, bortset fra at de kan møde venner over en øl. De efterlyser festivalstemning og flere kulturelle tilbud. »Det er helt forståeligt. Unge har altid opponeret mod den form, som årsmøderne afvikles under«, siger Dieter Küssner, men peger på, at unge sydslesvigere trods alt lægger vægt på deres relation til deres nationale tilknytning. »De kan se værdien ved at få to sprog og to kulturer serveret«, konstaterer han.