»Hun er bare lidt buttet«. »I vores familie har vi en grov knoglebygning«. Undskyldningerne står i kø, når Vibeke Manniche har tykke børns forældre i konsultation på skolerne i Frederikssund. Cirka halvdelen af forældreparrene med for tykke børn er nemlig »funktionelt blinde« over for deres børns deller og vom. »Jeg oplever, at mange bliver vrede og sårede og sår tvivl om mine lægelige evner. Jeg kan vise dem vækstkurverne, vi kan kigge på barnet sammen, men de ser det ikke«, siger børn og unge-lægen. Funktionelt blinde Det samme billede ses i resten af landet og bekræftes af utallige undersøgelser fra udlandet. Visse undersøgelser viser, at op til 80 procent af forældrene er funktionelt blinde. I de fleste situationer lykkes det dog Manniche at overbevise forældrene om, at der er et problem. »Men jeg kender ikke andre områder inden for lægevidenskaben, hvor man skal diskutere med pårørende, om diagnosen er rigtig. Men så længe forældrene er funktionelt blinde, kan de bilde sig ind, at de gør det rigtige«, siger hun. Fedme er tabu, og børns fedme er det i særdeleshed. Manniches kommende bog om emnet skulle have heddet 'Tykke børn', men tilbagemeldingen fra boghandlerne var, at de ikke ville have en bog med den titel stående. Så det mere fredsommelige 'Buttede børn' blev valgt. Selv det at sige til barnet, at det er for tykt, er tabu. »Tre fjerdedele af forældrene har overvejelsen, om de ikke bare kan lade være at sige det til børnene. Det er ud fra den myte, vi har skabt, at hvis vi ikke siger det, opdager de det nok ikke. Men de ved det udmærket godt, og ellers skal kammeraterne nok sørge for, at de finder ud af det«. »Børnene siger ikke noget derhjemme, for de kan se, at mor ikke vil snakke om det, og mor vil ikke sige noget, fordi hun tror, at det skader barnet. Barnet ender med at stå alene med en hemmelighed, for barnet vil ikke såre far og mor med, at det bliver drillet«. Anoreksispøgelset En hovedårsag til, at forældrene ikke vil fortælle barnet, at det er tykt, er den store opmærksomhed om anoreksi. Man skulle jo nødig påføre sit barn en spiseforstyrrelse. Men Vibeke Manniche kalder det »glædeligt«, at børn går op i deres vægt, når de træder op på vægten, og kalder det en hårdnakket myte, at spiseregulering skulle være vejen til anoreksi. I et eksempel oplevede hun en 2. g-klasse, hvor mange, inklusive læreren, var overvægtige. Læreren spurgte en dag Mai, klassens slanke pige, om »hun ikke led af anoreksi«. »Hun var bare lang og ranglet, som en 16-årig teenager skal være. Da jeg spurgte skolelederen, om Mai havde udvist nogle af de mange andre tegn på anoreksi, sagde han »nej, men i disse anoreksitider ...«. Vi lever ikke i en anoreksitid! Vi lever i en fedmetid!«, siger hun. »Man gør den slanke syg ved at stikke hende en psykiatrisk diagnose, og så kan vi andre føle os lidt mere sunde«. Forældre har hovedansvar I ny og næ møder forældre til en slank pige bekymret op hos Manniche og fortæller, at de andre forældre mener, at datteren bør fedes op, fordi hun er for tynd. »Så må jeg forklare, at hun er normalt slank. Det er de andre, der er velpolstrede«, siger Manniche. Forældre er langtfra eneansvarlige for deres børns fedme - skolen og samfundet fylder også meget. »Forældrene har hovedansvaret, men det er en stor udfordring og hårdt arbejde, for samfundet bidrager gevaldigt til, at folk bliver tykke og inaktive. Men hvis forældrene ikke erkender, at der er et problem, så kan de ikke ændre noget«, siger hun.