4. maj har stadig betydning

Politiken fredag: I aften klokken 20.36 er det 56 år siden, at danskerne kunne samles om radioen og høre de berømte ord: »I dette øjeblik meddeles det, at feltmarskal Montgomery har oplyst, at alle tyske styrker i Holland, Nordtyskland og Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt...«. Godt fem års besættelse var slut, og lige siden har mange danskerne mindedes landets befrielse ved at tænde lys i vinduet, gå i Mindelunden eller høre taler. Men er det virkelig stadig relevant at fejre noget, der ligger så langt tilbage? Betyder det noget for nutidens danskere, eller er det blot udtryk for gammeldags nationalisme? »Jeg tror bestemt, at vi har brug for at mindes 4. maj ud fra et behov for fællesskab og positive værdier. Simpelthen for at fejre friheden«, siger Sofie Lene Bak, historiker og ph.d.-studerende, som har beskæftiget sig meget med besættelsestiden. Det samme vurderer professor Claus Bryld, der har skrevet flere bøger om besættelsen, og som også kommer ind på emnet i sin nye bog med titlen 'Kampen om historien', som Roskilde Universitetsforlag sender på gaden på næste tirsdag. »Hvis man kun viser billeder fra Mindelunden eller stive og pompøse mindearrangementer, ja så vil interessen forsvinde. Hvis man derimod formår at forbinde besættelsen og befrielsen med moderne problemstillinger, knytte an til diskussioner om udlændingepolitik, racisme og menneskerettigheder, så giver man dagen og arrangementerne et perspektiv, som også vil interessere nye generationer«, mener Bryld. Fuld skrue i Hollywood Sofie Lene Baks yngre historikerkolleger deler hendes opfattelse af, at 4. maj er kommet for at blive. »Jeg tror, vi bliver ved med at vende tilbage til 4. maj, indtil vi får en anden krigsoplevelse. Det var den sidste 'gode krig', og det er jo interessant at se, hvordan også Hollywood er vendt tilbage til Anden Verdenskrig for fuld skrue med 'Saving Private Ryan', og nu kommer der en ny film om Pearl Habour«, siger Steen Andersen, historiker og arkivar ved Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv på Nørrebro i København. Historikeren Matias Seidelin er enig. »Selvfølgelig har vi på samme måde som alle andre nationer behov for en national skæbnedag, og den her er jo meget enkel ved, at nazisterne var forholdsvis entydigt onde. Og man skal sgu bruge dagen til at lære af. Det var sidste gang, det danske samfund var sat på spidsen«. Ifølge en af de seneste undersøgelser af danskernes holdning til 4. maj tyder alt da også på, at mindedagen ikke er truet. Af undersøgelsen, der blev foretaget af Jyllands-Posten i 1995, fremgik, at 56 procent af danskerne ønskede at bevare dagen. Muligvis mere overraskende var, at tilslutningen til dagen var endnu større blandt de unge mellem 18 og 29, hvor hele 63 procent stillede sig positive over for at bevare dagen. At dømme efter Frihedsmuseets besøgstal ligger danskernes interesse for krigen og befrielsen nogenlunde fast. Ifølge Frihedsmuseets inspektør, Esben Kjeldbæk, har besøgstallet siden 1992 ligget forholdsvis fast på omkring 60.000 besøgende om året. Men selv om danskerne også i fremtiden vil mindes 4. maj, betyder det ikke nødvendigvis, at man vil lægge den samme betydning i dagen, som man gjorde engang. Nyt indhold »4. maj har været brugt forskelligt. I mange år hed parolen 'Aldrig mere en 9. april' med henvisning til dagen for besættelsen, og dermed knyttede man an til sikkerhedspolitikken. I dag er der ingen nazistisk eller fascistisk trussel, og det kommunistiske spøgelse er også væk. Så der må lægges et nyt indhold ind i dagen«, mener Claus Bryld. Han siger, at netop en mindedag som 4. maj kan bruges til at skærpe de unges bevidsthed om historien. Det samme mener hans yngre kolleger. »Det er jo forskelligt, hvad man lægger i dagen fra generation til generation. For mange unge i dag er det jo slet ikke maj 1945, der er i fokus, men alle mulige emner, som relaterer sig til vores historiske arv, modstand mod nynazisme, højreradikalisme og den slags, og hvis dagen kan bruges til det, er det da fornemt«, siger Steen Andersen. »Det er en god lejlighed for mange unge til at trække linien mellem, hvad der er dansk og udansk. Men det er klart, der også er en fare for, at det kan bidrage til at cementere fjendtligheden over for Tyskland«. Men selv om de unge historikere mener, at man bør vedblive at mindes dagen, er det kun Sofie Lene Bak, der regner med at sætte lys i vinduerne. Steen Andersen skal ud, og Matias Seidelin kan ikke mindes nogensinde at have stillet lys i vinduet. »Min far satte en enkelt gang et videobånd på med 'Matador'-afsnittet om befrielsen 4. maj, men ellers døde alt den slags med min mormor«, siger han. Ledende artikel KULTUR OG DEBAT side 4 .