Regering og embedsmænd kvajede sig

Det er regeringen og dens topembedsmænd mere end forsvarschef Christian Hvidt, som har kvajet sig i sagen om Danmarks stemmeafgivelse i EU's forsvarskomité. Og forsvarsminister Jan Trøjborg (S) har næppe noget juridisk at hænge forsvarschefen op på i en tjenestemandssag, hvis det skulle komme der til. Det vurderer eksperter i offentlig forvaltningsret over for Ritzau på baggrund af regeringens oplysninger om sagsforløbet. Hvis det var så vigtigt for regeringen at få valgt en komitéformand fra et Nato-land i stedet for den neutrale finne, som Hvidt gav Danmarks udslagsgivende stemme, så skulle regeringen have givet forsvarschefen en lodret ordre. Mere anbefaling end påbud Skrivelser til Hvidt fra Udenrigsministeriets direktør, Friis Arne Petersen, og Forsvarsministeriets departementschef, Anders Troldborg, er mere at betragte som anbefalinger end påbud, mener professor Jens Peter Christensen, Århus Universitet, og forskningslektor Gerd Battrup, Roskilde Universitets Center. Trøjborg siger, at forsvarschefen forud for den famøse afstemning den 26. marts ikke havde modtaget nogen »formel instruks«. Men Hvidt burde have forstået skrivelser til ham få dage før fra henholdsvis Udenrigsministeriets direktør, Friis Arne Petersen, og Forsvarsministeriets departementschef, Anders Troldborg, som en klar besked om, at han skulle give Danmarks stemme til en komitéchef fra et Nato-land. En fejlfortolkning, kalder Trøjborg det. Embedsmænds bløde vaner Jens Peter Christensen siger, at Petersens og Troldborgs breve til forsvarschefen isoleret set - og trods bløde sprogbrug - godt kan betragtes som et påbud og ikke bare et råd, idet departementschefer ikke har for vane at give ordrer »som en sergent til en mening«. »Men de to topembedsmænd burde have udtrykt sig i et mere klart sprog i betragtning af, at deres breve er svar på en skrivelse fra Hvidt, hvori forsvarschefen rejser en diskussion med sin egen anbefaling af finnen«, siger Jens Peter Christensen. »Set i dét lys er det temmelig tvivlsomt, hvordan de to breve skal forståes. De to topembedsmænd burde være gået en tone op i deres sprogbrug, men det gjorde de ikke«, siger professoren. Han tager det forbehold, at det ikke er offentligt kendt, hvad Hvidt efter brevskriveriet - men før EU-mødet - har fået af besked i en telefonsamtale med Forsvarsministeriets departementschef. For løs formulering Også Gerd Battrup betragter de to topembedsmænds skrivelser som alt for rundt og løst formulerede til, at Hvidt havde grund til at føle sig bundet af deres synspunkt. »Hvis det her var så vigtigt for regeringen, så skulle den være kommet med en direkte ordre til forsvarschefen«, siger Gerd Battrup. Professor Jørgen Grønnegaard Christensen fra Århus Universitet siger, at han ikke har grundlag for at vurdere, om det er Hvidt eller regeringen og dens embedsmænd, der har dummet sig i sagen. Men sammen med Gerd Battrup påpeger han, at der ikke er sædvane for at give embedsmænd alt for håndfast et forhandlingsmandat med hjemmefra, når de forhandler på regeringens vegne på internationale møder. Sådan at forstå, altså, at Hvidt på mødet i god tro beroede på sin egen vurdering af afstemningssituationen. Ingen tjenestemandssag »Det skal være sådan, at når en topembedsmand tager til sådan et møde, så er han nødt til at have et vist tøjrslag, hvor ministeren så forlader sig på embedsmandens skøn«, siger Grønnegaard Christensen. Han bemærker dog, at det er et åbent spørgsmål, om Hvidts politiske fingerspidsfornemmelse så har været god nok i situationen. Hverken Jens Peter Christensen eller Gerd Battrup kan med de oplysninger, der foreligger, få øje på noget juridisk grundlag for en tjenestemandssag mod Hvidt, sådan som SF-formand Holger K. Nielsen fortsat kræver trods Trøjborgs nej til at fyre ham.