Døve vil også høres

Politiken lørdag: Snakken fylder luften. Bogstaveligt talt, for i Døves Kulturhus på Nørrebro er der gang i fingre og fagter, når ord og beskeder lydløst farer gennem luften. En særlig armbevægelse udløser et pludseligt grin. En finger i luften en passende grimasse. Totalt isoleret ser den hørende samtalen springe gennem luften uden at fatte en lyd. Bogstaveligt talt. Latteren løfter sig mod de højloftede rum i kulturhuset - griner de nu af den handicappede journalist, som ikke mestrer to tegn i træk og derfor er totalt udenfor? »Det er faktisk sådan, de døve oplever at deltage i sammenhænge, hvor det talte sprog dominerer. De føler sig isolerede og udenfor, så det er meget sundt for dig at prøve«, lyder det trøstende fra sekretariatsleder Mona Heiberg fra Døves Kulturhus. Hun mestrer begge sprog, og både i tegn og i tale udtrykker hun den frustration, Døveforeningen af 1866 oplever i øjeblikket. »Vi står igen i den situation, at vi ikke kan få pengene til at slå til, og vi får ikke den nødvendige støtte hverken fra amter eller kommuner, fordi brugerne kommer alle steder fra. Vi bor ganske vist i Københavns Kommune, men vi har brugere fra hele området øst for Storebælt«, siger hun, der de seneste fem år har kæmpet med økonomiske problemer, og som i øjeblikket føler, de tårner sig op i en højde, så de truer husets eksistens. 5.000 danskere er helt døve, mens 500.000 er hørehæmmede. Døveforeningens kulturhus i Brohusgade på Nørrebro er hjemsted for en lang række aktiviteter - lige fra ungdomsklub til ældre-netværk og besøgsvennetjeneste. En café i bunden af huset tager imod de mange brugere, som bare falder forbi. Alle etager rummer tilbud fra fester og foredrag til daghøjskolen oppe under loftet, hvor der i øjeblikket undervises i brugen af computer. Almisser Ungdomsklubben, som styres af Bjarne Toft, har over 150 brugere, og her har Københavns Amt og Københavns Kommune bevilget et grundtilskud. Kommuner, som sender deres unge døve i klub huset, yder desuden et tilskud til driften af klubben. »Den model kunne vi godt tænkes os bredt ud, så den kunne finansiere hele husets drift. Døve har jo ikke glæde af andre medborgerhuse, og i øjeblikket bruger vi i al for meget tid på at søge almisser her og der«, siger han. Han suppleres af Erik Vording, som står for ældrearbejdet. »Mange af vores ældre kan ikke bruge andre pensionisttilbud, og derfor ville det være en ulykke, hvis de enten ikke kunne komme her, eller vi ikke fremover kan sørge for en besøgsven til ældre døve«, siger han. Virkeligt handicap Når de døve ikke trækker godhjertede bevillinger fra private og offentlige kasser som mange andre handicap-organisationer- og initiativer, skyldes det ifølge Klaus Huse, der står for kulturhusets familiearbejde, at døve lider af et usynligt handicap. »Hvis vi manglede en arm eller et ben, ville kommunerne uden videre hjælpe, tror jeg. Men at skulle klare sig uden talesprog i et kommunikationssamfund er virkelig også et handicap, og det bliver bare dyrere, hvis kommunerne ikke hjælper den døve til at møde andre i samme situation«, siger han. Ifølge Mona Heiberg, der også er socialdemokratisk gruppeformand på Københavns Rådhus, hænger den økonomiske afvisning også sammen med en nedarvet fordom over for døve. »Det hedder jo det 'Det døve spektakel, og den blinde stakkel'. Det er synd for de blinde - det kan vi alle sætte os ind i, men de døve bare larmer og fægter med armene. Fra gammel tid har man troet, at døve var lidt smådumme, og det hænger på en eller anden måde lidt ved endnu. Det kan bare ikke passe, at vi skal lide under det i 2001«, siger hun.