Urolighederne fortsætter i det sydlige Afghanistan, hvor en dansk soldat onsdag morgen blev ramt i hovedet af et skud fra Talebanstyrker i Helmand-provinsen. NATO-operationen bliver af flere eksperter kaldt den vanskeligste operation nogensinde, men af sikkerhedsmæssige årsager ønsker ingen af de øverstkommanderende i hverken Hærens Operative Kommando eller Forsvarets Efterretningstjeneste at oplyse, hvad der egentlig foregår i den uroplagede Helmand-provins. Højt humør Politiken har talt med et øjenvidne, der befinder sig i den danske lejr i byen Musa Qala i Helmand-provinsen. Han ønsker at være anonym. »Soldaterne går ikke rundt hernede og er bange og ønsker at komme hjem. Humøret er højt, og folk er glade for endelig at få chancen for at udføre det, de er uddannede til. Og de går til opgaven med krum hals. Der er god grund til at være stolt af de danske soldater«, siger han. Soldaterne forstår derimod ikke, hvorfor sikkerhedssituationen skal hemmeligholdes. »Der er selvfølgelig et hensyn at tage til de pårørende derhjemme, men folk må sgu' godt vide, at det ikke er ren spejderlejr at være hernede. Det kunne jo godt være, at der er nogen, der gerne vil have et skulderklap, når de vender hjem. Hvor folk viser, at de er stolte af deres indsats, frem for at ingen ved, hvad der er foregået«. Korte angreb Den danske lejr bliver hver dag angrebet af Talebanstyrker, der har omringet lejren, og de lever konstant under truslen for angreb. Man formoder, at Talebanstyrken er på et par hundrede mand. »Angrebene er korte - typisk en skudsalve på omkring fem skud, der bliver affyret ind over lejren. Hver gang svarer vi massivt igen, og hver dag er der Talebanoprørere, der dør«. Nogle gange starter angrebene tidligt om morgenen, andre gange ved solnedgang, som det er sket de seneste par dage. »Alle er altid lidt mere oppe på mærkerne, når temperaturen falder, for så er det ligesom om, talebanerne får ekstra styrke«. Rammer dårligt Danskerne bliver primært angrebet med skud fra geværer, raketdrevne granater, som man normalt bruger til at skyde helikoptere ned med, eller morterer, som er en primitiv form for kanon, der kan ramme mål tre-fem kilometer derfra. »Men de er heldigvis dårlige til ramme, for de har ikke ramt ind i lejren endnu. Og hver gang vi bliver angrebet, bliver der sendt en håndfuld europæiske eller amerikanske kampfly i luften for at komme os til undsætning, hvilket er meget betryggende at vide«. Byen Musa Qala, hvor den danske lejr ligger - omringet af et fort - er næsten rømmet for civile. Derfor har soldaterne ikke svært ved at identificere Talebanoprørerne. »Det er svært at sige, hvor langt væk fra lejren deres styrke opholder sig. Det er ikke sådan, at vi føler, at de kommer tættere på hver dag eller rammer mere præcist«. God sikkerhed Ifølge kilden er sikkerheden god nok. Soldaterne ved godt, at der bliver skudt på dem, hvis de bevæger sig uden for lejren, men inde i lejren er der sikkert. »Det er fuldstændig umuligt for talebanerne at storme lejren, og vi har de våben, der skal til for at forsvare os. Den eneste måde, de kan ramme os på, er, hvis det sker fra luften, og det er de heldigvis dårlige til. Og så er folk gode til at passe på hinanden hernede«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























