Reportage: Pigerne der sigger

Politiken torsdag: 'Sigøjnerbanden' i Brøndby Strand består af piger ned til 13 år. En af dem har ikke været i skole i syv måneder. I fredags holdt Ayse på 13 år fest. Hendes mor var i sommerhus med Ayses søskende, så der var fri bane i lejligheden i ét af Brøndby Strands højhuse. Vennerne kom. Og deres venners venner. Mange blev ret 'stive', som Ayse udtrykker det. Og nogle var skæve. Men det var hyggeligt. Indtil Ayses veninde Hülia tog kvælertag på en af drengene, så han hev efter vejret og græd. Hülia slap dog taget i ham, »for jeg vil ikke have livstid, det har jeg da ikke tid til«. Senere på natten tog fyren en slags hævn: Han stjal lejlighedens stereoanlæg. Nu leder Ayse, Jasmin, Hülia og de andre piger efter ham - han skal aflevere stereoanlægget tilbage, ellers vanker der. Flere af pigerne er kendt for at dele øretæver ud, når det gælder. Ayse har haft en politisag på halsen, fordi hun ifølge ordensmagten slog en skolepedel. »Hvis nogen siger 'jeg knepper din mor' til mig, så får han én på hovedet. Jeg kan heller ikke lide, at folk stirrer på mig. Så spørger jeg dem, om de har et problem. Og så kan de komme med udenfor«, forklarer Ayse med et skævt smil under den lyse Levi's-kasket på de mørke krøller. Den lange sorte læderfrakke når helt ned til jorden, mens hun sidder dér i shawarmabaren i Brøndby Strand-centret sammen med tre af gruppens medlemmer: Hülia, Fakhra og Meliha. I alt er de otte-ti stykker, når alle er samlet. Egentlig hedder Ayse ikke Ayse. Hun har et pæredansk navn trods sin mørke mulathud. Hun er heller ikke født muslim, men hun insisterer på at være Ayse - for de andre piger i gruppen er muslimske, og desuden har Ayse halvt kurdisk blod i årerne. De små drenge kan godt lide at råbe 'Olsen Banden' efter gruppen, når pigerne går gennem indkøbscentret i Brøndby Strand i deres skatersko, lange frakker og trompetbukser med lave taljer og kæmpesvaj. Men nede i SSP-projektet Satellitten kalder man pigerne for 'Sigøjnerbanden'. Ikke kun fordi de hele tiden er på farten, men også fordi flere af dem stjæler en del. At sigge Selv kalder pigerne det ikke at stjæle. Det hedder at 'sigge'. De opfinder mange ord i en selvblandet ordsalat af dansk, arabisk, tyrkisk og volapyk. Ayse har god tid til at 'sigge'. Hun har ikke været i skole i syv måneder, så i timerne indtil veninderne fra gruppen får fri fra skole, driver hun lidt rundt mellem forskellige indkøbscentre. Kun én gang er hun blevet opdaget, fastslår hun: »Det var i en forretning i City 2. Jeg var sammen med Melihas lillesøster. Hun var for langsom, så jeg måtte tilbage og hente hende. Selv om jeg havde nappet tre toppe, en sweater og en nederdel. Så kom ham dimsen og tog fat i mig, men jeg tænkte bare: Ærgerligt, nu er det tøj væk«. Fakhra på 13 år kommer fra en af nabokommunerne, men hun hænger meget ud sammen med Ayse og de andre piger. For et år siden gik hun med religiøst hovedtørklæde. Nu bærer hun hvidt pandebånd og sort Jack og Jones-tøj. Hun har pjækket fra skole i flere uger nu. Pludselig ringer hendes mobiltelefon midt i shawarmamåltidet. Det er Fakhras mor. »Nej, mor, jeg er ikke på shawarmabaren, jeg er på biblioteket. Nej, mor, inshallah, jeg er ikke sammen med Ayse«, lyver hun med et smil, der dog trækker skævt og afslører, at løgnen piner hende lidt. De artige Hülia og Meliha siger selv, at de er de artige piger i gruppen. De er 16 år, veninder fra de var små. De har begge boet på krisecentre sammen med deres mødre. Hülia blev smidt ud af sin skole, »fordi jeg var træt af en lærer, der beskyldte mig for at lave uro, selv om det var andre, der gjorde det«. Hülia er ikke specielt begejstret for den nye skole, men efter at hun og de andre i pigegruppen er begyndt at komme i Satellitten, er hun dog begyndt at se lidt mere alvorligt på tilværelsen: »Jeg har fået arbejde som piccolo to dage om ugen i et firma, der laver hjernescannere. Jeg må se at få mere styr på mit liv. Jeg er jo en fornuftig pige, selv om jeg har fejl. De voksne siger meget dumt, men de har også ret nogle gange - især en af pædagogerne på Satellitten er god til at forstå os«. Meliha har det heller ikke nemt på den skole, hvor hun går: »Der er en obslærer, som hele tiden er på nakken af mig. Jeg må ikke engang snakke tyrkisk med de andre - så gør lærerne nar og snakker russisk. Nu vil de have mig væk til Fyn eller Jylland på en observationsskole. Det vil ødelægge mit liv«. Vi vil ikke væk Meliha er sikker på, at det at blive sendt væk på en specialskole vil være en katastrofe. Hun peger på Ayse som eksempel. Kommunen satte sidste år Ayse på toget til en kostskole på Sjælland, efter at Ayse havde haft svært ved at falde til på et par kommuneskoler. Politiken har talt med Ayses mor, og hun er rystet over, at myndighederne ikke har haft mere opsyn med Ayse. »Før kostskolen havde Ayse aldrig været kriminel. Men dér møder hun en pige på 17 år, som er spændende, og som render rundt på gaderne. Jeg troede jo, at de havde hende under opsyn på kostskolen, men hun kommer hjem fem kilo tyndere og stinker af røg og fabler om hash. Før var hun altså ikke vant til at ryge. Hun begyndte også at tisse i sengen«, beretter moderen. Eftersøgning En weekend kommer Ayse slet ikke hjem til moderen på besøg. Først efter nogle dage får moderen alarmeret politiet, der i begyndelsen slår hendes forsvinden hen. Ayses mor tager rundt til de forskellige indkøbscentre med plakater af datteren. Om lørdagen ringer politiet og siger, at Ayse formentlig er i Sverige. Det var slemt nok, at hun var væk i en hel uge, men det næstværste var, at jeg hele tiden fik at vide af sagsbehandlere og politi, at jeg ikke passede på min datter. Men for pokker, hun var på kostskole, og så kan jeg da ikke gøre for, at hun kommer i uføre dér«. En dag finder man et stjålet kamera og nogle uvedkommende nøgler på Ayses værelse på kostskolen. Hun bliver kørt til stationen og sendt hjem til Brøndby. Her finder moderen Ayse på trappen foran hoveddøren sent om aftenen. »Hun fik ikke en chance for at stå til ansvar for tyveriet eller for at sige undskyld til den bestjålne«, siger moderen og tilføjer: »Hun ved godt, at hun sårer mig med al den ballade, hun går og laver. Men det er ikke Ayses skyld. Hvordan kan man lade en pige være uden skoletilbud i syv måneder?«. Ayse selv er også overbevist om, at kostskolen var en rigtig, rigtig dårlig idé: »Vi fik 40 kroner om ugen i lommepenge, vi skulle selv købe smøger og shampoo, og vi blev vækket hver morgen klokken seks. Puha«. Hun vil ikke sendes væk til en eller anden ny social foranstaltning. Og Hülia støtter Ayse i det: »Børn har brug for at være sammen med deres forældre. De har sat os i verden og elsker os, selv om de selv har problemer«. Ayse går ud i vintersolskinnet sammen med de andre. Da Politiken skal til at forlade Brøndby Strand, stikker Ayse hånden i lommen og frem kommer mascara og andet make-up-udstyr af mærket Règard. »Det har jeg sigget på Fisketorvet i dag. «. Politiken har ændret pigernes navne. Red. .