Ægteskab og børn dræber kvinders sexlyst

Lyt til artiklen

Egentlig burde vi alle sammen erklære os homoseksuelle og spare mange ærgrelser og tænders gnidsel. For mænds og kvinders sexlyst harmonerer skidt. En stor dansk undersøgelse, der netop er blevet publiceret i The Journal of Sexual Medicine, viser ikke blot, at mænd langt oftere har lyst til sex end deres partnere. Næsten 70 pct. af mænd mellem 25 og 44 år svarede, at de ofte har lyst til sex mod 35 pct. af kvinderne. Den viser også, at det at indgå i et ægteskab mere end halverer danske kvinders lyst til sex.

Stress spiller ind
Er der oven i købet et par børn i familien at se til, så dropper lysten yderligere. I familier med mere end to børn svarede 75 pct. af fædrene, at de »ofte« havde lyst til sex. Det samme gjaldt for kun 23,8 pct. af kvinderne. Kun kvindelige pensionister har i undersøgelsen lavere tal end mødre med mere end to børn.

Det har måske noget med stress at gøre, mener psykiater Lene Eplov, der er hovedforfatter på undersøgelsen, som er lavet på vegne af Statens Institut for Folkesundhed. Kvinderne er mere stressede derhjemme. De fleste undersøgelser viser trods alt, at de laver mest, og det fjerner overskuddet. Men det kan også have med fysiologien at gøre, siger Lene Eplov.

»Der findes en hypotese om, at kvinder er mere fleksible i deres seksuelle drift og er i stand til at tilrette den efter, hvad deres situation er. Det kan mænd ikke på samme måde, fordi de har en større fysisk drift. Mændenes lyst er meget mere stabil. Den er der bare«, siger hun.

Status dræber sexlyst Undersøgelsen ’Sexual Desire in a Nationally Representative Danish Population’ er foretaget blandt mere end 10.000 danskere og er den største af sin art herhjemme. Den afslører andre forskelle mellem mænd og kvinder. F.eks. er det at have et ansvarsfyldt job i ledelsen – høj social status – dræbende for kvindens sexlyst, mens man ikke ser det samme billede hos mændene. Til gengæld oplever mænd lavere seksuel lyst, hvis de har lav social status. Igen kan det have at gøre med stress, siger Eplov. For sexolog Joan Ørting er fællestrækket, at sex handler om at kunne overgive sig til sin krop. »En kvinde, der har et ledelsesjob, kan have sværere ved at overgive sig til en mand og sværere ved at slå hovedet fra og være i kroppen. Sex for en kvinde er jo kropsligt, og en kvinde, der er leder, er meget oppe i hovedet. Kvinder har i forvejen svært ved at lade være med at tænke på alt muligt; regningerne, der skal betales og vasketøjet, der skal foldes. En lederkvinde kan have endnu sværere ved at tage kasketten af«, siger hun. For lavstatusmanden gælder det også, at han er i sit hoved: »Han er ikke tilfreds med sig selv og har ikke fundet sit virke, mål, retning og mission. Han kan ikke hvile i sin identitet som mand, og så har han sværere ved at have sex. Det ser man ofte hos manden, der er blevet fyret eller er gået fra sit job og ikke ved, hvad han skal nu. Han har mindre lyst til sex, fordi tanker om sex vil distrahere ham«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her