Politikerne frygter ikke økonomisk Femern-fadæse

Lyt til artiklen

En bro til 38,5 milliarder kroner eller en tunnel med en pris, der er en milliard lavere.

Det valg skal politikerne bag planerne om at bygge en forbindelse mellem Danmark og Tyskland via Femern Bælt træffe i det kommende år.

Og de er ikke bange for, at prisen stiger, som det er set ved de foregående kæmpeprojekter med forbindelser over Storebælt og Øresund.

LÆS ARTIKEL

Minister: Femern-tunnel bliver billigere end bro

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) tvivler på, at budgetterne vil sprænges.

Han præsenterede tirsdag et anlægsoverslag for byggeri af en tunnel eller en bro for de øvrige partier, der står sammen om planerne om forbindelsen.

I det oprindelige overslag, politikerne havde foran sig, da alle partierne undtagen Enhedslisten blev enige om forbindelsen, blev en bro takseret til 33 milliarder kroner, mens tunnelen blev sat til at koste 41 milliarder kroner at bygge.

LÆS

Prisen på bro over Femern flyver i vejret

Nu er der sat mere præcise beløb på omkostningerne, der ifølge beregningerne nu koster nogenlunde det samme.

Tallene kommer fra Sund og Bælt, der står for de to store forbindelser over Øresund og Storebælt. Og det overslag er efter transportministerens vurdering så gennemarbejdet, at der ikke kommer nogen afgørende økonomiske overraskelser, når først arbejdet er i gang.

»Det er et virkeligt gennemarbejdet og gedigent projekt. Man har virkeligt garderet sig og set hver enkelt ting igennem«, siger han.

Tyskland siger god for Femer-forbindelse

Heller ikke socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, venter overskridelser af budgetterne, hvis politikerne endeligt vedtager at bygge forbindelsen.

I dag kan forudsigelserne af udgifterne efter hans mening ramme betydeligt bedre, fordi beregningerne nu baserer sig på erfaringer fra byggeriet af Øresundsforbindelsen og Storebæltsforbindelsen. Dermed kan beregningerne - mener han - sikre mod økonomiske overraskelser.

»Danmark er helt i spidsen med hensyn til ekspertise i at bygge faste forbindelser«, siger Heunicke.

»Det er meget mere gundigt arbejde end i 1980'erne«, tilføjer han om budgetforarbejdet til den kommende forbindelse.

LÆS

Danmark får en ny kæmpe bro om ni år

Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen er enig:

»Jeg har tillid til de tal, Sund og Bælt kommer med nu. Jeg føler, at der er luft i projektet, så jeg er rimeligt sikker på det«, mener han.

Nu skal politikerne se nærmere på fordele og ulemper ved at bygge forbindelsen som enten en bro eller en tunnel. Befolkningen skal høres, oplyser transportminister Hans Christian Schmidt, så der skal blandt andet gennemføres en offentlig høring om projektet.

LÆS ARTIKEL

Femern-bro er betalt på 23 år

Inden projektet besluttes endeligt skal det belyses, hvad det vil betyde for miljøet og hvilke sikkerhedsspørgsmål, det rejser.

Hans Christian Schmidt peger som et eksempel på, at den tunnel, der kan komme på tale, ikke vil være bygget som andre tunneller, hvor der har været alvorlige ulykker som følge af brande eller lignende.

»Det her er en helt anden tunnel. For eksempel er der ikke modsatrettet færdsel i tunnellen«, siger han. De to køreretninger vil være i hvert sit tunnelrør i den sænketunnel, der i givet fald bliver tale om.

Ingen af politikerne vil lægge sig fast på, om de foretrækker en bro eller en tunnel. Det vil de først tage stilling til, når der er færdige udkast til begge projekter.

POLITIKEN.TVTag en tur over Femern-broen i 3D

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her