Om kort tid beslutter forligskredsen i Folketinget, om Femern Bælt skal have en bro eller en tunnel.
Herefter forberedes en anlægslov, og vejen er banet for det store byggeri, der skal stå færdigt i 2020. Modsat Storebælt og Øresund har der hverken været glødende tilhængere eller glødende modstandere, men nærmest bare ligegyldighed. Den eneste, der har glødet, var transportminister Hans Chr. Schmidt, da han i oktober 2010 kunne læse i avisen, at der over natten var lagt 5,7 mia. kr. på prisen. Det var ikke bare af irritation over, at han ikke var den første, der fik beskeden. Det var nok mere frygten for, at Femern kunne gå hen og koste statskassen rigtig mange penge. Det typiske ved trafikprojekter i megaklassen er, at de helt basale begrundelser ofte ikke kommer tydeligt frem eller drukner tidligt i forløbet. Selve visionen og den grundlæggende idé kan hurtigt blive overskygget af mere kontante analyser, beregninger mv. Risikoen er så, at projektet går hen og bliver selve målet i stedet for midlet, og så mister man perspektivet. Noget tyder på, at det netop var det, der skete for fhv. transportminister Flemming Hansen. Han havde jo set, at både Storebælt og Øresund var blevet en succes, så hvorfor ikke bare gentage succesen?
