De ældre udgør en stadig voksende andel af danskere i behandling for alkoholproblemer. I 2003 var kun 7 procent af dem, der kom i behandling under Alkoholbehandlingen på Fyn, over 60 år. Fem år senere var andelen fordoblet til 14 procent. Det viser en opgørelse foretaget af overlæge ved Odense Universitetshospitals psykiatriske afdeling Bent Nielsen. »Det er meget markant, at flere og flere i efterlønsalderen og opefter kommer ind for at få hjælp til at komme af med et alkoholproblem«, siger han. Undersøgelsen omfatter i alt 2.350 misbrugere fra hele Fyn og stemmer med andre rapporter, der viser, at de ældre optager en stadig større del af pladserne på landets behandlingssteder. Desuden viser en ikke offentliggjort opgørelse af 26.000 patientforløb i hovedstadsområdet, at gennemsnitsalderen for misbrugere i behandling er steget med 11 år siden 1980’erne. Tallene er samlet af overlæge på Hvidovre Hospital Ulrik Becker.
LÆS ARTIKEL Nu skal der kontrol med alkoholikerne
»Det er ikke tilfældige ændringer, og den stigende gennemsnitsalder kan ikke alene forklares med, at den ældste generation udgør en stadig større del af befolkningen«, siger Ulrik Becker.
Afslappet forhold til alkohol
Eksperterne har endnu ikke nogen fyldestgørende forklaring på udviklingen. Men en bestemt alkoholkultur blandt de såkaldte 68’ere er måske en medvirkende årsag, mener Bent Nielsen.
»De har haft et andet, afslappet forhold til alkohol end generationerne før dem. Samtidig har mange af dem været økonomisk velstillede og måske vænnet sig til at drikke lidt rødvin hver dag i hele deres arbejdsliv. Når de så går på efterløn eller pension, får de pludselig tid til at drikke mere, og nogle udvikler et reelt alkoholproblem, der kræver behandling«, lyder teorien.



























