Naboerne er chokerede over, at en mulig terrorcelle skjulte sig i boligkvarter i Greve.
»Det er da uhyggeligt«, siger en beboer i det fredelige kvarter omkring Hedelyparken i Greve efter afsløringen af, at en terrorgruppe tilsyneladende har været i gang med at forberede sig på et blodigt angreb på JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København.
»Ellers bor her jo kun almindelige familier. Vi har jo ikke mange fra udlandet«, siger en ældre dame med rollator, da hun passerer lejligheden, hvor Politiets Efterretningstjeneste anholdt flere terrormistænkte.
LÆS OGSÅ Justitsministeren: Hidtil alvorligste terrorforsøg
Førstesalslejligheden blev tydeligvis benyttet af meget troende, mener en beboer fra ejendommen. Der boede ifølge de lokale fem mennesker fra Irak i boligen, blandt dem to unge mænd, der ifølge naboerne går meget religiøst klædt i fuldskæg og lange kjortler.
To civile mænd kørte lidt før middag væk med en en ung mand med et stort fuldskæg fra ejendommen, hvor en førstesalslejlighed efter anholdelserne er ransaget af politiet.
Bønnemøder og mange besøgende
De omkringboende har bemærket lejligheden, der skilte sig ud: Der blev ofte holdt bønnemøder tidligt om morgenen. I aftes var der myldrende fuldt i boligen, hvor fem-seks mænd forlod lejligheden bærende på mapper.
»Det virkede, som om der havde været et møde«, forklarer vedkommende.
LÆS ARTIKEL PET: Terrormistænkte ville »dræbe så mange som muligt«
Greve-området har tidligere huset mennesker, der er blevet sat i forbindelse med international terrorisme. Dét generer beboerne, at byen atter knyttes til terrorsager.
»Jeg blev enormt ked af det, da jeg hørte, at det var her igen. 'Åh nej, det er Greve igen'«, forklarer en beboer, der ikke ønsker at få sit navn i medierne.
fortsæt med at læse


























