Interview: 'Irakdebat er en teoretisk diskussion'

Krigen i Irak er vundet, men debatten om grundlaget raser. Den har bragt Tony Blair i krise i Storbritannien. Den har tvunget præsident Bush til at beklage sit ordvalg i Washington - og den svenske leder af FN's våbeninspektører har angrebet den danske regering for at misbruge hans oplysninger. Men intet af det bider på statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Han fejer debatten til side og kalder den »ubetydelig« i forhold til de debatter, der skal præge efteråret, især EU-spørgsmålet. Det er fire måneder siden, Bagdad faldt, og der er stadig ikke fundet masseødelæggelsesvåben. Gik Danmark i krig på et forkert grundlag?

»Nej. Vi er gået ind i den internationale koalition på et fuldstændigt åbent grundlag, som alle har kendt, og som er lagt frem i Folketinget. Grundlaget er meget klart det, at Saddam Husseins regime nægtede at samarbejde med FN. Det blev fastslået senest i resolution 1441 fra december 2002, men er også fastslået tidligere«. »Det måtte have en konsekvens, når man nægter at efterleve de resolutioner, som FN har besluttet. Det er jo ikke et omtvistet spørgsmål, om han efterlevede dem - det er enstemmigt vedtaget i FN's Sikkerhedsråd, at han ikke gjorde det. Diskussionen gik alene på, hvilken konsekvens, man skulle drage. Vi drog den konklusion, at der måtte indledes en militær aktion mod Saddam Hussein, fordi han udgjorde en sikkerhedsrisiko«. »Der er ingen grund til at skjule, at argumentet om masseødelæggelsesvåben spillede en central rolle. For mit vedkommende har det også være en mængde andre begrundelser, men jeg løber ikke fra, at spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben var centralt. Og det er alt for tidligt at konkludere noget som helst om eksistensen af de våben - eftersøgningen fortsætter«. Men set i bakspejlet, var I så ikke alt for skråsikre? Du tog jo ingen forbehold, men sagde bl.a. »Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi tror. Vi ved det«?

»Hør her. Alle ved, at han har brugt masseødelæggelsesvåben. Man er mere end almindeligt naiv og tossegod, hvis man tror, at en mand, der har dem og har brugt dem, ikke vil være i stand til at fremstille dem og bruge dem igen. Det har FN's Sikkerhedsråd heller ikke været i tvivl om - det er jo derfor, der har været 12 års sanktioner. Det skal man lige huske. Alle har været enige om, at han var en sikkerhedsrisiko«. »For nylig udtalte den amerikanske leder af det nu udvidede eftersøgningshold, at han har set tilstrækkeligt til, at han ikke er i tvivl om, at Saddam Hussein har rådet over fungerende masseødelæggelsesvåbenprogrammer«. »Modstanderne af krigen var tilhængere af sanktioner i 12 år. Hvorfor? Fordi de også var af den opfattelse, at Saddam var en sikkerhedsrisiko. Det var 12 års smertelige sanktioner for det irakiske folk. Nogle eksperter mener, at sanktionerne har medført flere menneskers død end samtlige masseødelæggelsesvåben i verden har gjort«. »Både modstandere og tilhængere var enige om, at han udgjorde en sikkerhedsrisiko - spørgsmålet var, om det skulle fortsætte eller have en ende«. Uenigheden i dansk politik gik jo på, om der skulle ligge en ny FN-resolution eller ej?

»Jo, men det er noget juristeri, hvor vi ikke er i tvivl om, at det juridiske grundlag var til stede. Hvis du kigger på den politiske realitet, så er den, at vi har nogle såkaldte krigsmodstandere, der bare var tilhængere af sanktioner, der førte til lidelse og død i Irak - og så var vi nogle, der var tilhængere af en militær aktion for at få en ende på disse sanktioner«. »Vi havde et fælles argument, nemlig at Saddam var en sikkerhedsrisiko. Dem, der nu bruger en masse krudt på at gå op i, om der er masseødelæggelsesvåben eller ej, hvad er det, de vil? Vil de have Saddam tilbage? Nej, det vil de vel ikke, så hvad er deres alternativ til det, der ... nu er en realitet: Saddams regime er væk, sønnerne er dræbt, og man kan nu bygge en ny, irakisk regering op, som forhåbentlig kan udvikle et nyt, frit, moderne Irak, der kan leve i fred med sine omgivelser. Vi kan forhåbentlig i forlængelse af det få en kraftfuld fredsproces i gang mellem Israel og palæstinenserne. Det tegner da en bedre fremtid for Mellemøsten end status quo«. Men at vælge at gå i krig mod en selvstændig stat uden et klokkeklart FN-mandat er en voldsom beslutning. Den blev i høj grad truffet, fordi man sagde, at Saddam Hussein udgjorde en trussel mod verdenssamfundet. Vil du fastholde med den viden, vi har i dag, at han udgjorde en akut trussel?

»Ja. Og at verden under alle omstændigheder er blevet et bedre sted at leve. Og jeg spørger igen: Dem, der nu går så højt op i grundlaget for at få Saddam væk, ønsker de Saddam tilbage? Det retoriske spørgsmål er jeg nødt til at stille«. Svaret fra Tyskland og Frankrig vil jo være, at man skulle give våbeninspektørerne tid til at gøre arbejdet færdigt, sådan som de selv bad om?

»Jo, men altså på et eller andet tidspunkt er man nødt til at sige, at nu må det have en ende. Vi følte, at tiden var inde. Jeg må fastholde, at det, vi gjorde, er retfærdiggjort«. En akut trusselI det læserbrev, du skrev sammen med en række andre statsministre, skrev du: »Det irakiske regime og dets masseødelæggelsesvåben udgør en klar trussel mod sikkerheden i verden«. Måtte det ikke give befolkningen på det tidspunkt det indtryk, at der var en akut trussel, der måtte elimineres?

»Jo, men det har heller ingen været i tvivl om - heller ikke FN's Sikkerhedsråd, som gang på gang har fastslået, at vi er nødt til at have sanktioner«. Men der er jo mange lande, der ikke opfylder Sikkerhedsrådets resolutioner?

»Jo jo, men man må jo også her foretage en vurdering af, hvor er den akutte sikkerhedsrisiko for omverdenen størst«. Men det, der kan være svært at forstå, er, hvad der så er kriteriet for, hvornår Danmark kan gå i krig. Der er jo mange lande, der udgør en risiko - Iran, Nordkorea?

»Jo, men der er ikke ret mange, der aktivt har brugt masseødelæggelsesvåben mod fjender og folk i eget land, som Saddam har gjort. Men det er en sjov diskussion, den her, for ingen har jo været i tvivl om, at Saddam Hussein var en sikkerhedsrisiko. Det er jo grunden til, at man havde 12 års sanktioner. Diskussionen går bare på, om man skulle fortsætte sanktionerne, eller om det skulle have en ende«. Kriterier for krigDen går vel også på, hvad kriteriet skal være for at gå i krig?

»Jo, og kriterierne var for os meget klare. Der var et juridisk grundlag i form af eksisterende sikkerhedsrådsresolutioner. Det var der denne gang, akkurat som der var det i 1998, da den tidligere regering besluttede at gå med i en planlagt militær aktion mod Irak på basis af gamle, eksisterende FN-resolutioner. Jeg vil godt sige rent ud: Denne sag er en teoretisk diskussion uden praktisk relevans. Den kan optage nogle kræfter i medierne og på Christiansborg, men det er ikke noget, som almindelige mennesker går særligt højt op i«. »Jeg tror, de fleste synes, det er dejligt, at Saddam er væk. Vi forudser en masse problemer nu med at bygge et nyt styre op, men det har vi vidst hele tiden, og der er ikke noget alternativ. Jeg er nødt til at sige, at denne sag er meget ubetydelig i forhold til det, der virkelig kommer til at betyde noget i det kommende år, og det er EU«.